Steen Steensen Blicher (1782–1848)

Saa vare Connals Ord, da Kongerne mødtes midt iblandt deres synkende Kæmper. Der var Vaabnenes Klang, der hvert Hug, liig Essens hundrede Hamre! Gyselig er Kongernes Strid, og forfærdelig deres Øjnes Blik. Deres mørkbrune Skjolde kløves; deres Sværd flyve søndersplittede fra deres Hjelme. De bortkaste deres Vaaben. Hver springer frem for at gribe sin Fiende. Deres senefulde Arme vikle sig om hverandre. De bøje sig fra Side til Side; og strække og spænde deres vidt udspredte Fødder mod Jorden. Men naar deres Styrkes Stolthed svulmed, da skjalv Fjeldet under deres Hæle. Klipper nedtumle fra Bjergenes Tinder; de grøntoppede Træer styrte. Omsider faldt den stærke Svaran; Lundenes Konge bindes. — Saa har jeg seet paa Cona tvende skovtakte Høje løsnede fra deres Sted ved Bjergelvens Magt. De vakle til alle Sider, og deres høje Ege mødes i Luften. Da falde de tilsammen med alle deres Klipper og Træer. Elvene bortvæltes ved deres Sider, og trindt i det fjerne sees Ødelæggelsen.

    Fingals Sønner, sagde Morvens ædle Helt, bevogter Lochlins Konge, thi han er stærk som hans tusinde Bølger. Hans Haand er stridvant, han selv er af Oldtids Æt. Goel, du den første blandt mine Kæmper, og Ossian Sangens Konge! Tøver hos Agandeccas Ven, og hæver hans Sorg til Glæde. Men, Oscar, Fillan og Ryno, I Slægtens Ynglinger! Forfølger de tilbageblevne over Lenas Hede; at intet Skib fra Lochlins Land skal herefter glide paa Inistores mørktrullende Bølger.

    De fløj som Lynstraaler over Heden. Langsomt skred Fingal frem som en Tordenskye, naar Sommerens Dag er taus og heed. Hans Sværd er foran ham som en Solstraale, skrækkelig som Nattens flammende Lue. Han mødte en Lochlins Første, og talte til Bølgens Søn.

    Hvo er denne liig en Skye ved den brusende Bjergelvs Bredde? Han kan ej springe over dens Løb; dog statelig er Kæmpen! Hans hvælvede Skjold er paa hans Side; og hans Spyd liigt et Træ udi Ørken. Brunlokkede Yngling, est du iblandt Fingals Fiender?

    Jeg er en Lochlins Søn, raaber han, og stærk er min Arm i Kamp. Hjemme græder min Brud, men aldrig skuer hun Orla.

    Kæmper Helten eller giver han sig? Sagde Fingal Stordaads Konning. Fiender sejre ikke hvor jeg er nær; men mine Venner ere navnkundige i Borgen. Bølgens Søn; følg mig, fryd dig ved mine Fæster, og jag min Ørkens vilde Dyr.

    Nej, sagde Helten, jeg hjelper de svage: min Styrke skal forblive hos de kraftløse. Mit Sværd har altid været uparret, o Kriger! Lad Morvens Konge give sig.

    Jeg gav mig aldrig, o Kæmpe, aldrig gav Fingal sig. Drag dit Sværd, og vælg din Fiende: mange ere min Helte.

    Og nægter Kongen mig Tvekampen? sagde brunlokkede Orla. Fingal er Orlas lige; og ingen uden han af hele hans Æt. Men om Orla skal falde; — thi engang maae Krigeren døe — da rejs min Grav, o Morvens Konge, og lad den være midterst og størst paa Lena. Og skik mit Sværd over sorten Bølge til Orlas elskede Brud; at hun kan vise det med Taarer til sin Søn, og opflamme hans Sjæl til Kamp.

    Du Kummers Søn, sagde Fingal, hvi vækker du mine Taarer? En Dag skulle Krigerne døe, og deres Børn see deres rustnende Vaaben i Borgen. Men Orla, din Grav skal knejse, og din hvidbarmede Brud græde over dit Sværd.

    De strede paa Lenas Hede; men svag var Orlas Arm. Fingals Sværd nedfoer og kløvede hans Skjold. Det faldt og blinked paa Jorden, som Maanen paa Nattens Elv.

    Morvens Konge, sagde Helten, løft dit Sværd, og stød det i mit Bryst. Saaret og svag fra Kampen have mine Venner forladt mig her. Det Sorgens Budskab skal komme til min elskte paa susende Lodas Bredder: naar hun er ene i Skoven, og Stormen rasler i Løvet.

    Nej, sagde Morvens Konge, jeg vil aldrig saare dig, Orla. Lad hende skue dig paa Lodas Bredder frelst fra Kampens Spyd. Lad din graahærdede Fader, som maaskee er blind af Alder, lad ham høre din Stemme i sin Borg. Lad Gubben opstaae med Glæde, og søge sin Søn med skjælvende Haand.

    Men aldrig vil han finde ham, Fingal! sagde susende Lodas Søn. — Paa Lenas Hede skal jeg døe, og fremmede Skjalde skulle sjunge om mig. Dette brede Belte skjuler mit Ulivs Saar; og nu giver jeg det til Vinden.

    Det røde Blod strømmer fra hans Side; bleg faldt han paa Lenas Hede. Fingal bøjer sig over ham i Døden, og kalder sine yngre Helte¹.

    Oscar og Fillan, mine Sønner! højt oprejse I Orlas Minde. Her hvile den brunlokkede Kæmpe langt fra hans elskede Brud. Her hvile han i sit snævre Huus langt fra Lodas Brusen. De svages Sønner vilde finde hans Bue i Heltens Borg, men de magte ikke at spænde den. Hans trofaste Hunde hyle paa hans Bjerge, og Vildørnerne, han plejed at jage, de fryde sig. Segnet er Kæmpens Arm, den vældige blant de tappre er falden. — Hæver eders Røst, lader Hornet skralde, I Morvens Kongesønner! Lad os vende tilbage til Svaran, og hendrage Natten i Fryd. Fillan, Oscar og Ryno, flyver over Lenas Hede. Hvor est du Ryno, Ærens unge Søn? Du varst aldrig den sidste til at svare din Fader.

    Ryno, sagde Ullin, er hos hans Fædres ærværdige Skygger, hos Trathal Skjoldkonning, og Trenmor Heltes Fader. Ynglingen er kold — han er bleg — han ligger paa Lenas Hede.

    Og faldt den fagreste i min Slægt, sagde Kongen, den første til at spænde Buen? Neppe kjendte jeg dig — hvi faldt min unge Ryno? Men sov du blidelig paa Lena, snart skal Fingal skue dig. Snart skal min Røst ej høres mere, mine Fjed ej sees paa Jorden. Barderne ville besjunge Fingals Navn; Stenene ville tale om mig. Men Ryno, nederlig ligger du — thi du har endnu ikke vundet din Roes². — Ullin, slaa Harpen til Rynos Priis; forkynd, hvad Helten vilde have bleven. — Farvel du første paa Kampens Mark. Ej mere skal jeg styre dit Spyd. Du som har været saa fager; jeg seer dig ikke — farvel.

    Taaren er paa Kongens Kind; thi skrækkelig var hans Søn i Striden. Hans Søn! Der var liig en natlig Ildstraale paa Bjerget, naar Skovene synke i dens Løb, og Vandreren bæver ved Buldret.

    Hvis Rygte er i denne græsklædte Grav? sagde højen Skjoldkonning. Fire Stene med deres mostakte Hoveder knejse der, og vise det snævre Dødshuus. Lad min Ryno hvile her og være de tappres Grande. Maaskee en Ærens Kæmpe vil svæve her med min Søn paa Skyer. Istem, o Ullin, det Oldtids Kvad, gjenkald os Mindet om dem, som boe i mørken Grav. Hvis de aldrig flyede fra Fare paa Kampens Mark, da skal min Ryno slumre hos dem paa Lenas Hede, langt fra alle sine Venner.

    Her, sagde Sangens Mund, hvile de første blant Helte. Taus er Lamderg i sin Grav, og Ullin Sværdkonning. Og hvo viser mig sit Elskovs Ansigt, blidtsmilende fra hendes Skye? Dotter! Hvi saa bleg est du, første blant Cromlas Piger? Slumrer du hos de fiendske Krigere, Gelchossa Tuathals hvidbarmede Dotter? Tusinde elskede dig, men du elskede Lamderg.

    Han kom til Selmas mostakte Taarne, slog sit brune Skjold og talte. Hvor er Gelchossa min elskte, ædle Tuathals Dotter? Jeg forlod hende i Selmas Hal, da jeg stred mod tappre Ulfadda.

    Kom snarlig igjen, o Lamderg, sagde hun, for jeg er her omringet af Sorg. Sukke hæved hendes hvide Bryst; taarevædet var hendes Kind. Men jeg seer hende ikke ilende mig imøde, for at blidne min Sjæl efter Kamp. Stille er min Glædes Borg, ej hører jeg Skjaldens Røst. — Bran³ ryster ikke sin Lænke ved Porten, glad ved Lamdergs Komme. Hvor er Gelchossa, min elskte, Tuathals yndige Dotter?

    Lamderg, siger Ferchios Aidons Søn, Gelchossa maae være paa Cromla; hun og Jagtens unge Møer forfølge de flygtige Dyr.

    Ferchios, svarte Cromlas Første, ingen Larm møder Lamdergs Øre. Ingen Lyd er i Lenas Skove; ingen Raae springer mig forbi; ingen hidsende Hund forfølger. Jeg seer ikke Gelchossa min Kjæreste, dejlig som Fuldmaanen, der daler bag Conas Bjerge. Gaae Ferchios, gaae til Allad Fjeldets graahærdede Søn⁴. Hans Bolig er i Stenes Kreds. Han kan vide hvor Gelchossa mon være.

    Aidons Søn kom og talte til Oldingens Øre. Allad! du som boer udi Fjeldet, du som skjælver i Løndom — hvad saae dine bedagede Øjne.

    Jeg saae Ullin Carbars Søn, sagde Allad den gamle. Han kom som en Skye fra Cromla; han brummed en Vredes Sang, liig Blæstens Susen i den skaldede Skov. Han treen ind i Selmas Borg. Lamderg, raabte han, forfærdeligste blant Mennesker, strid eller giv dig for Ullin. Lamderg, svarte Gelchossa, Kampens Søn, er ikke her. Han figter mod Ulfadda, hiin mægtige. Han er ikke her, du første blant Mænd. Men Lamderg gav sig aldrig; han vil kæmpe med Carbars Søn.

    Fager est du, ædle Tuathals Dotter, sagde barske Ullin. Jeg fører dig til Carbars Borg. Tre Dage tøver jeg paa Cromla, og venter Lamderg, den Kampens Søn. Den fjerde er Gelchossa min, om mægtige Lamderg flygter.

    Allad! sagde Cromlas Første, Fred med dine Drømme. Ferchios, tag Lamdergs Horn, lad Ullin høre det paa Cromla. Lamderg, liig en brølende Storm, foer op ad Bjerget fra Selma. Han brummed en Sang, i sit Løb, liig et Vandfalds Brusen. Han stod paa Bjerget, liig en Skye, hvis Skikkelse forandres af Vinden. Han rullede en Steen, Kampens Tegn. Ullin hørte det i Carbars Borg. Helten hørte det med Fryd, og greb sin Faders Spyd. Et Smiil bæver paa hans mørkbrune Kind, i det han ombinder Sværdet, Daggeren blinker i hans Haand. Nynnende vandrer han bort.

    Gelchossa saae den tause Kriger skride op ad Bjerget liig en Taageskye. Hun slog sin hvide, bølgende Barm: hun skjalv for Lamderg, bange og taus.

    Carbar, graahærdede Konge, sagde Pigen med spæde Haand: jeg maae spænde Buen paa Cromla; for jeg seer den brune Hind.

    Hun ilte paa Bjerget op. Forgjæves! De barske Krigere strede. — Hvi skulle jeg fortælle Morvens Konge hvordan vrede Kæmper stred? — Ullin faldt. — Unge Lamderg kom bleg til ædle Tuathals Dotter.

    Hvis Blod, min elskte, sagde den haarfagre Kvinde, hvis Blod rinder ned ad min Krigers Side? — Det er Ullins Blod, svarte han, du faurere end Cromlas Snee! Gelchossa, lad mig hvile her en liden Stund! — Den mægtige Lamderg døde.

    Og sover du saa snarlig, o skyggefulde Cromlas Konge? Tre Dage sørgede hun hos sin Ven. Jægerne fandt hende død. De oprejste denne Grav over dem. Din Søn, o Konge, kan slumre her hos Helte.

    Og her skal min Ryno slumre, sagde Fingal. Deres Rygte har naaet mine Øren. Fillan og Fergus! bringer Orla hid — brusende Lodas blege Søn. Ej hviler Ryno hos den fejge, naar Orla er ved hans Side. Græder, I Morvens Døttre, og I brusen-Lodas Møer! De voxte som Træer paa Bjerget, og de ere faldne som Ørkens Eeg, naar den ligger over Bakken og visner i Bjergets Storme. — Oscar, første blant Ynglinger! Du seer hvorlunde de faldt. Vær du som de navnkundig paa Jorden; som de, være du Barders Kvad. — Skrækkelige vare de i Kampen, men blid var Ryno paa Fredens Dag. Han var liig Regnbuen paa den fjerne Flod; naar Solen daler bag Mora, og Taushed er over Raaernes Bjerg. Hvil, yngste blandt mine Sønner, hvil, o Ryno, paa Lena. Ogsaa vi skulle falde; thi en Dag maae Krigeren døe.

    Saa var din Sorg, du Bjergets Konge, da Ryno hvilte paa Lena: hvor stor maae Ossians Sorrig være, for du selv er borte! Jeg hører ikke din fjerne Stemme paa Cona. Mine Øjne skue dig ej. Ensom og tungsindig sidder jeg ofte ved din Grav, og føler den med mine Hænder. Naar jeg mener jeg hører din Røst; da er det kun Blæsten i Ørken — Fingal er forlængst indslumret, Kampens mægtige Styrer.

    Da sadde Ossian og Goel hos Svaran paa Lubars græsrige bløde Bred. Jeg slog Harpen, for at fryde Kongen; men mørk er hans Pande. Han vendte sine røde Øjne mod Lena: Helten sørgede over sit Folk.

    Jeg opløftede mit Blik til Cromla, og saae ædle Semos Søn. Nedslagen og langsom gik han tilbage fra sit Bjerg til Turas ensomme Hule. Han saae Fingal sejrende og blandede sin Sorg med Glæde. Solen straaler paa hans Rustning; og efter ham fremskrider Connal. De sank bag Bjerget, liig tvende natlige Ildstøtter; naar Vindene jage dem over Fjeldet, og den flammende Hede brager. — Ved en brusende, fraadende Elv er hans Hule i Fjeldet. Et Træe hælder ud over det, og Stormen gjenlyder mod dens Sider. Her hviler Dunscachs Første, ædle Semos Søn. Hans Tanker ere om det Slag, han tabte; og Taaren er paa hans Kind. Han sørgede over sin Æres Død; der svandt liig Cromlas Taage. O Bragela, du est for langt borte til at opmuntre Heltens Sjæl. Men lad ham see din faure Skikkelse i sin Sjæl; at hans Tanker kunde vende tilbage til Dunscachs ensomme Solstraale.

    Hvo kommer med Alderdoms Lokker? Det er Sangens Søn. Hild dig, Oldtids Carril, din Stemme er som Harpen i Turas Hal. Dine Ord ere liflige, som Regnen der falder paa de solbestraalede Marker. Hvi kommer du fra ædle Semos Søn?

    Ossian, Sværdkonning, sagde Skjalden, best kvæder du Sangen. Længe har Carril kjendt dig, du Kampens Styrer. Ofte har jeg slaget Harpen for yndige Everallin. Ogsaa du har ofte ledsaget min Stemme i ædle Brannos Hal. Og ofte, blandt vore Stemmer, hørtes blideste Everallin. En Dag sang hun om Cormacs Fald, hin Yngling, som døde for sin Kjerlighed til hende. Jeg saae Taarerne paa hendes Kinder, og paa dine, du Heltes Konge. Hendes Sjæl var bevæget for den ulykkelige; skjøndt hun elsked ham ej. — Hvor dejlig blant tusinde Piger var ædle Brannos Dotter?

    Kald ej, o Carril, svarte jeg, kald ej hendes Minde tilbage til min Sjæl. Mit Hjerte vil smelte⁵. Mine Øjne maae have deres Taarer. Bleg i Jorden er hun, min Elskovs faurtblomstrende Viv. — Men sid ned paa Heden, o Skjald, og lad os høre din Røst. Den er liflig som Vaarvinden, der sukker i Jægerens Øre; naar han opvogner fra Glædes Drømme, og har hørt Bjergaandernes Kvad.