Som naar et Skib paa Vigens stille Vande
Trygt under fuldt udspredte Vinger staaer,
To Hvirvelvinde fra de tvende Lande
Høitbrølende om Skibet sammenslaaer,
De møre Sejl og Touge sønderriver:
Afgrundens Rov blant Bølgebjerge driver.
Saa stod du og, o gamle Fædrejord!
Fuldtblomstrende de milde Solskins Dage;
Da monne Kampens Skyer fra Syd og Nord
Mørktvoxende mod dine Kyster drage;
De nærmed sig i tauss og lønlig Hast,
Og bragende paa dine Sletter brast.
Saa skummeltyst, saa lumskelig og brat
Kom hiin Forræderflok i Oldtidsdage
Fremlistende den rædselfulde Nat,
Da Odin vinkede ad Leires Krage;
Men alle stod tilsammen fast i Nøden,
Og ingen vilde flye fra Heltedaaden.
Hvor — hvor er nu det gamle Mod i Norden?
Naar gjorde Frygten dig, du Danske, bleeg?
Men ak! de flye fra den ukjendte Torden;
De ræddes for den ubevandte Leeg:
Opvakte af den lange, tunge Dvale
Forsage de Rolf Krages Sejersdale.
O Kjøgebugt! du, som har seet engang
Af Blodestrømme dine Bølger røde,
Da Juuls Kanoner over Gothen sang,
Og vore Fiender flygted eller døde;
O du som saae, hvor udi Damp og Lue
Hvitfeldt foer op til høien Himmelbue!
Skjul dig, o Bugt, imellem dine Høie!
Dæmp nu, dæmp dine Bølgers stolte Brag!
Hyl dig i Mulm fra dine Fjenders Oie!
Gjem udi Nat din lyse Seiersdag!
Rul Taagen over den forhadte Slette!
Lad mig dit Navn evindelig forgjette!
Dog nei! endnu et Glimt — eet Glimt endnu
Lad falde, Danmarks Sol, paa mørke Hede!
Løft dig igjen, løft dig, o Taage! Du
Som skjuler den med dine Vinger brede.
Vær stille, Klage! paa den skumle Vang
Jeg skuer Glands — jeg hører Kæmpegang.
Een triner frem mod røde Krigerrækker,
Eet Bryst — kun eet mod Fienderne er vendt,
Eet Sværd mod tusind Sværde sig udstrækker;
Hvo kæmper, naar det vilde Slag er endt?
Hvo blev tilbage, da de andre fly’de?
Vil han de tætte Kæmperader bryde?
Men han vil døe som sine kjække Fædre
Med Staalet i et uforfærdet Bryst;
I Sværdedans ham tykkes Døden bedre,
End Liv paa Fødelands betvungne Kyst.
Hvor Kugler hyle, og Kartover skralde,
Med Ære vil han stande eller — falde.
Og see! han falder, Slagets sidste Mand,
Midt udi Vrimlen af de stolte Fiender:
Græd, danske Konning! Græd, o Fædreland!
Det bedste Helteblod paa Valen rinder.
Han, som allene udi Striden stod,
Ak, det var Qvistgaard, danske Kæmpe god!
Som høien Eeg, der ene var tilbage
Fra mange Storme paa sin Bjergetop —
Lynflammer knittre, Tordenbolte brage —
End kneiser den mod Himmelbuen op:
Da gaber Skyen, Tordenhamren knuser —
Orkanen over Egens Sted henbruser.
Som naar et Skib paa Uveirs hvide Hav
Det brede Bryst mod tusind Storme byder,
Høitspringende hen paa sin aabne Grav
De stærke Bølgers krumme Rygge bryder:
Omsider synker det i Dybets Huler —
Ustandset over Havet Stormen kuler.
Saa stod du, og saa stred du, Søn af Helte!
Saa faldt du under Seierhærens Magt;
En Skye af Fjender over dig mon vælte,
Før du, o Kæmpe! est til Jorden lagt:
Den stærke Fjende haver Marken vunden;
Men du har Heltenavn og Ære funden.
Hvor alle springe smilende i Faren,
Hvor Kæmpehoben stander fast og tæt,
Blant kjække Mænd og midt i Seierskaren —
Der ganger Dandsen lystelig og let;
Men ei at blegne mellem rædde Sjæle,
Det haver Roes og evigt Eftermæle.