I Norden fordum Troskab gjaldt
I Venskab for den største Dyd,
Og Ven for Vennen gjerne faldt,
At hævne ham det var hans Fryd.
Men hvor den Troskab findes meer?
Fast sjelden som Fugl Phoenix man
I Norden, ja paa Jord, den seer;
Kun stundom man den finde kan.
Men finde vi en trofast Ven,
Vi eie meer, end Perus Guld;
Thi til, som Støv, han smulrer hen
Han er os evig, evig huld.
Saaledes har jeg funden Dig,
Min elskte Ven! i kolde Nord.
Dit Venskab gjør mig lykkelig,
Hvor end jeg er paa denne Jord.