Min glade Barndoms skyldfrie Dage
Som Dug for Solen svunde bort,
Og komme aldrig meer tilbage.
Hvor Barndomstiden dog er kort!
Naar jeg ved muntre, raske Lege
Mig tumled’ om, jeg var saa glad!
Ak! alt for snart de Glæder vege
Som Daarerne kun spotte ad.
Og selv til Skolen fro jeg vandred’,
Og gik til den, som til en Leeg;
Mit Sind var stedse uforandret;
Min Munterhed med Dagen steeg.
Jeg kjendte ei til Sorg og Kummer
Og troede hele Verden god.
Saa sød og rolig var min Slummer;
Thi Fredens Engel hos mig stod.
Naturen selv mig syntes bedre
Og Somren endnu mere varm.
Jeg troede ædle alle Fædre,
Og Fryd kun throned’ i min Barm.
Mig elskte hulde Moder saare,
Med Fader bød mig hylde Dyd,
Og bad mig den til Leder kaare,
Som saliggjør fra Nord til Syd.
Erindringen kun staaer tilbage,
Dog ogsaa denne er mig kjær,
Og aldrig skal jeg denne tabe;
Saalænge som jeg aander her.