Sangen om Klokken
Vivos voco. Mortuos plango. Fulgura frango.
Vivos voco. Mortuos plango. Fulgura frango.
Formen, brændt af Ler, dernede
Staar i Jorden muret fast.
Klokken skal i Dag staa rede!
Skynd Jer, Svende, det har Hast!
Over Panden hed
Maa vel rinde Sved,
Før der staar et Mesterstykke
— Dog, kun Himlen skænker Lykke.
Til Værket, vi med Alvor driver,
Et Alvorsord sig sømmer ret.
Naar gode Ord vi med det giver,
Da gaar vort Arbejd dobbelt let.
Saa lad os da med Flid betragte
Hvad af vor svage Kraft fremgaar.
Den Daare maa man dog foragte,
Som ej sin egen Dont forstaar.
Thi dette Mennesket just pryder,
Og derfor gaves der ham Aand,
At inderst i sin Sjæl han tyder,
Hvad han har virket med sin Haand.
Hid med Ved af Fyrrestammer!
Tørt til Gavns det være maa,
At de indestængte Flammer
Kan til Ovnens Munding naa.
Kobbergrøden hed!
Hurtig Tinnet ned,
At den seje Klokkeføde
Kan paa rette Maade gløde!
Det Værk, vi her i Stand skal bringe
Ved Hjælp af lid i Grubens Gem,
Skal højt fra Klokkens Taarnrum klinge
Og Vidne om os bære frem,
Gentone end i sene Dage
Og røre Øret mildt og blidt,
Skal med de sorrigfulde klage,
Til Bønnens Andagt stemme tit.
Hvad dybt i Støvet Skæbnen byder
Hver Jordens Søn i Vekselgang,
Fra Malmets Krone klart genlyder
Og bæres ud med Højtidsklang.
Hvide Bobler ser jeg dannes;
Nu er Masserne i Fart,
Askesalt deri skal blandes,
At det gaar des mere snart.
Fri for Skummet maa
Malmets Blanding staa,
Thi fra purt Metal alene
Klinger Toner, fulde, rene.
Ja, med sin glade Røst den nynner
Det elskte Barn en Hilsen øm,
Naar det sit Levnedsløb begynder,
Tiygt hvilende i Blund og Drøm.
I Tidens Skød sig endnu dølger
Den Fryd og Ve, som siden følger.
Mildt skærmer Moderkærligheden
Det gyldne Morgengry med Freden
— Og pilsnart flyder Tidens Strøm.
Fra Ammen Drengen stolt sig river,
Han stormer vildt i Livet hen,
Paa Vandring vidt han sig begiver,
Og vender fremmed hjem igen.
Da møder Ungersvendens Øje
En Jomfru i den fejre Vaar,
Hun som et Syn fra Himlens Høje
Med yndig Rødmen for ham staar.
Da griber ham en navnløs Længsel,
Til Ensomhedens Skjul han ty’r,
Og Taaren sprænger Øjets Fængsel,
De kaade Brødres Flok han sky’r.
Med Blus paa Kind han følger hende,
Og naar hun hilser, hvilken Lyst!
Hver dejlig Blomst, som han han finde,
Han fæster paa den elsktes Bryst.
Du ømme Attraa, søde Haaben,
Den første Elskovs gyldne Dag,
Da Øjet skuer Himlen aaben
Og saligt banker Hjertets Slag.
O, at den evigt kunde gløde,
Den unge Elskovs Morgenrøde!
Piberne jeg alt ser mørkne,
Denne Stok jeg dypper i!
Ser jeg Overtrækket størkne
Støbningen begynde vi.
Rask, I Svende dér,
Prøv den Blanding her!
Godt er Varslet, naar det haarde
Med det bløde ét vil vorde.
Thi hvor det stærke og det bløde,
Hvor Magt og Mildhed holder Møde,
Dér giver det en liflig Klang.
Prøv da, før du er evigt bunden,
Om Hjerte og har Hjerte funden
— En Rus er kort, men Ang’ren lang.
Yndigt mellem Brudens Lokker
Smiler Myrtens Jomfrukrans,
Og de muntre Kirkeklokker
Byder ind til Festens Glans.
Ak! hin Livets Fest, den rige,
Ender ogsaa Livets Vaar,
Thi med Krans og Slør tillige
Brat’den skønne Drøm forgaar.
Thi Elskov henfarer,
Men Kærlighed varer,
Blomsten maa tabes
Før Frugten kan skabes.
Manden maa ud
Sin Livskamp at stride,
Maa slæbe og slide,
Arbejde og kæmpe
Med Vold og med Læmpe,
I Væddestrid bygge
Med Kækhed sin Lykke.
Da strømmer der Rigdom ad Tusene Veje,
Hans Forraadshus fyldes med kosteligt Eje,
Og Huset vokser, dets Rum bliver fler.
Og derinde færdes
Hans Børnefloks Moder,
I Hjemmet hun raader,
Saa alle det baader,
Hun Pigerne lærer
Og Drengene aver,
De flittige Hænder
Ej Ledighed kender.
Forstandig og tro
Hun øger sit Bo.
I duftende Skuffer hun Skattene lægger,
Om Tenen, den snurrende, Traaden hun trækker,
Og samler i pæne og bonede Skrin
Den skinnende Uld og det snehvide Lin,
Og pudset og blankt lader al Ting hun smile
Og vil ej hvile.
Faderen da med muntert Blik
Hist fra den vidt henskuende Husgavl
Mønstrer de blomstrende Kaar, han fik:
Porten, som højt paa Stolperne hænger,
Laden med alle de fyldte Stænger,
Loftet, som bugner af alskens Varer,
Kornet, hvorover et Vindpust farer.
Stolt taler da hans Mund:
Fæstet som Jordens Grund,
Trodsende Vanhelds Magt
Stander mit Huses Pragt.
— Dog, paa Skæbnens Magter bygge
Ingen tør en varig Lykke.
Modgangstimen haster frem.
Nu begynder vi at støbe, —
Se den Brudrand kun, hvor skøn!
Dog, før Massen ned skal løbe,
Vil vi bede fromt en Bøn.
Tappene stød ud!
Sign du Huset, Gud!
Rygende i Ringens Bue
Staar den brune Strøm i Lue.
Velgørende er Ildens Magt,
Naar Mennesket staar klog paa Vagt.
Den Himmelmagt alene han
For al sin Idræt takke kan.
Men rædsom er den Himmelmagt,
Naar den kun følger egen Agt,
Og bryder fra sit Fangebur
Som Datter af den fri Natur.
Ve, naar Fængslet den forlader,
Vokser grænseløs og vild;
Gennem folkerige Gader
Vælter den uhyre Ild.
Elementet al Tid hader,
Menneskenes Gerning snild.
Ned fra Skyen
Falder Regnen,
Kvæger Egnen;
Ned fra Skyen slaar med Harm
Lynets Arm.
Hør, hvor det jamrer fra Taarnet forskræmt
Klemt i Klemt!
Blodigrød
Luer Himlen.
Det er ikke Dagens Glød.
Støj og Stimmel
Ad Gaden op.
Røg slaar ud!
Flammesøjlen stormsnart strækker
Sig langs hele Gaderækker
Og med Gnister dem bedækker.
Som ved Ovnens Munding dirrer
Luften glohed, Ruder klirrer,
Bjælker knager,
Stolper brager,
Mødre leder, Smaabørn klager,
Taget skrider, —
Haard er Døden,
Kvæget lider.
Al Ting flygter, redder, render,
Natten klart som Dagen brænder.
Travle Hænder
I den lange
Række kappes om at fange
Spanden. Vandets tykke Buer
Højt i Luften nu man skuer.
Stormen kommer, Ildens Luer
Hidses frem til vældig Flugt.
Flammen i den tørre Frugt
Hvæser, og hvor Kornet ligger
Loftets Sparværk graadigt slikker,
Og som den, mens frem den suser,
Vilde rive Jorden med
Vældig paa sin Fart af Sted,
Op mod Himlens Hvælv den bruser
Kæmpestærk!
Og sit Værk
Mennesket ser haabløs ødes,
Mens han til Beundring nødes
For den stærke Guddomsmagt,
Der hans Velfærd har i Aske lagt!
Kun et Tomt
Er tilbage,
Hjem for barske Vindes Klage.
Gennem tomme Vindushuler,
Rædslens Bolig,
Himlens Hvælving, høj og rolig,
Skuer ind.
Kun et Blik
Til Afsked med, hvad der forgik,
Og Manden frejdig bort kan drage.
Hvad Ilden grumt ham røved end,
Én Trøst ham mer end al Ting gælder:
De kæres Hoveder han tæller —
Dem alle finder han igen! —
— Dybt i Jorden det forvares,
Lykkelig blev Formen fyldt.
Vil og smukt det aabenbares?
Blive skønt og fint forgyldt?
Sæt et Uheld sker!
Brud paa Formens Ler?
Ak! hvem véd, hvad der kan hænde,
Før vort Værk er bragt til Ende!
Til Jordens helligdunkle Dække
Vi vore Hænders Værk betro,
Som Sædemanden Sæden fro,
I Haab, at Himlen vil det vække,
At det maa rigt og frodigt gro.
En Sæd, end dyrere, med Taarer
I Muldet lægge vi i Løn,
Og haaber, den af sorte Baarer
Vil spire frem, kun mere skøn.
Hist fra Kirken
Dump og lang
Lyder Klokkens
Dødningsang.
Alvorsfuldt dens Sørgerøst ledsager
Én, som ad den sidste Vej bortdrager.
Ak! det er den dyre Hustru,
Ak! det er den ømme Moder,
Som den sorte Drot for Skygger
Af en Husbonds Arme rykker,
Fra den Børneskare, hun
Gav ham, blomstrende og sund,
Som hun ved sit milde Bryst
Vokse saa med Moderlyst.
Husets Baand, det dyrebare,
Ak! for evigt brast itu.
Ned til Skyggelandet fare
Maatte Husets Moder nu.
Hvor hun færdedes i Hjemmet,
Styred alt med Omhu tro,
Vil en ligegyldig fremmed
Skalte med det tomme Bo!
Indtil Klokken kold kan blive
Hvile vi fra vort Besvær.
Som en Fugl i Løvet give
Sig lidt Frihed nu enhver.
Naar ved Stjerneskin
Vesper ringes ind,
Svenden kan sig Frihed tage, —
Mesteren har al Tid Plage.
Muntert Vandringsmanden skrider
Gennem Skovens dunkle Tykning.
Mod det elskte Hjem det lider.
Faarene gaar hjem med Brægen.
Kvægets trinde
Pandebrede Hjorder brøler
Lystigt alle,
Søgende de kendte Stalde.
Vognen tungt og kornbelæsset
Ruller ind
Med den grønne
Brogetskønne
Høstens Krans,
Og de unge Høstfolk iler
Rask til Dans.
Tavse ligger Torv og Gader,
Og om Lysets gæstfri, klare
Lue Husets Folk forsamles.
Byens Port med Bulder lukkes.
Mørket dækker
Men den trygge Borger frygter
Ej dets Magt,
Som i Angst de slette vækker, —
Lovens Øje holder trofast Vagt.
Hellige Orden! naaderige
Himlens Datter, som det Lige
Til det Lige frit har bundet,
Du, som Stæderne har grundet
Og fra Ødemarken stille
Vinked hid den barske Vilde,
Gæsted Mennesket i Hjemmet
Og hans grumme Sæder tæmmed,
Bandt et Baand som intet andet,
Kærlighed til Fædrelandet!
Tusen travle Hænder farer,
Hjælpes ad i munter Pagt,
Og ustanset aabenbarer
Alle Kræfter deres Magt.
Svenden som sin Mester nyder
Friheds høje Varetægt,
Paa sin Plads enhver sig fryder,
Trodser hver Foragter kækt.
Arbejd er en Borgers Krone,
Velstand Løn for virksom Id. —
Ærer Kongen paa hans Trone,
Os for vore Hænders Flid!
Fred, du søde,
Brodersamfund,
Dvæl, o dvæl kun
Kærligt over denne By!
Gid den Dag maa aldrig komme,
Da de vilde Krigens Horder
Denne stille Dal skal hærge,
Og da Himlen,
Hvor den blide Aftenrøde
Staar paa Sky,
Af en rædsom Brand skal gløde,
Som fortærer Land og By!
Ovnen nu I sønderbryde!
Den har tjent sin Hensigt vel,
At det skønne Værk kan fryde
Vore Øjne og vor Sjæl.
Slaa med Hamren, slaa!
Kappen springe maa.
Klokken kommer først for Dagen,
Naar dens Form er sønderslagen.
Kun Mest’ren Formen sønderbryder
Betids og med forstandig Haand.
Men ve! naar Flammestrømme syder,
Og Malmet kaster sine Baand!
Blindt rasende med Tordenbulder
Sit sprængte Hus det splitter brat,
Udspyr Fordærv, hvorhen det ruller,
Som Helveds Hule var opladt.
Hvor vilde Kræfter planløst storme,
Dér kan sig intet varigt forme.
Naar Folkene sig selv befri
Er deres Lykke snart forbi.
Ve, naar i Byens Skød der bliver
Et Brændstof hobet, Lag paa Lag,
Og Folket Lænken sønderriver,
Og voldsomt fremmer selv sin Sag.
Oprøret vildt i Rebet trækker,
Og hylende det klinger ned.
Til Mord og Selvtægt Klokken vækker
Med Toner, skabte kun til Fred
»Frihed og Lighed!« høres gjalde,
Hver Fredens Mand i Vaaben kom,
Og Gader, Boder fyldes alle
Og Morderskarer drager om.
Da Kvinder til Hyæner bliver
Og raser frem med grufuld Lyst,
Med Rovdyrstænder sønderriver
De Fjendens Hjerte i hans Bryst.
Der findes intet helligt længer,
Al Ærefrygt er nu forbi,
De onde bort de gode trænger
Og alle Laster vorder fri.
Grum Løven er, til Vrede tirret,
Og rædsom er en Tigers Tand.
Dog Mennesket, af Had forvirret,
Er værst af alt, som nævnes kan.
Ve den, der for den evigtblinde,
Lod straale Himmelfaklens Blus!
For ham den kan dog aldrig skinne,
Kun lægge By og Land i Grus!
Herren har mig skænket Glæde!
Blankt og fejlfrit af sin Skal
Som en Stjerne ser jeg træde
Frem det funklende Metal.
Som i Solens Glans
Spiller Hjælm og Krans.
Vaabnets smukke Felter røber
Ogsaa den erfarne Støber.
Herhen! herhen!
I Svende, slutter Række alle!
»Concordia« vil vi Klokken kalde
I Daaben, som indvier den.
Den til Endrægtighed, til Broderfreden
Skal kærligt samle hele Menigheden.
Og efter Mest’rens Vilje skal
Fra nu den røgte dette Kald.
Den over Jorden skal sig hæve
Og højt paa Himmelteltets Blaa
Som Tordnens Nabo roligt svæve
Og Stjerneverd’nens Grænser naa,
En Stemme være, der, som Vrimlen
Af Kloderne, som blanke staar,
Lovpriser Skaberen i Himlen
Og fører det bekranste Aar.
Dens Malmrøst skal kun Tale føre
Om evige og høje Ting,
Dog stundom vil dens Knebel røre
Ved Tiden i sit lette Sving.
Den Skæbnen laane skal sin Tunge:
SELV hjerteløs og haard, den vil
Ledsage med de Slag, der runge,
Det vekselrige Livets Spil.
Og som dens Tone snart henfarer,
Naar mægtigt drønende den slaar,
Den lærer os, at intet varer,
At alt det jordiske forgaar!
Lad fra Grubens Dyb nu stige
Klokken frem ved Rebets Magt,
At den kan til Luftens Rige,
Tonens Verden, blive bragt!
Se! mod Taarnets Top
Let den svæver op.
Denne Stad den Glæde bringe!
FRED dens første Toner klinge!