En Yngling, hvem den hede Kundskabstørst
Til Sais i Ægypten drev, at lære
Den hemmelige Præstevisdom, havdt
Alt letnem gennemilet mangen Grad
Hans Videlyst ham altid førte vid’re
Og Hierofanten styred næppe mer
Den utaalmodigt stræbende. »Hvad har jeg,«
Han sagde, »naar jeg ikke alting har?
»Er her maaske et mere og et mindre?
Er da din Sandhed kun lig Sansers Lyst,
En Sum, som man snart større og snart mindre
Kan eje, og bestandigt eje dog?
Tag blot én Tone fra en Harmoni,
Èn enkelt Farve bort af Regnens Bue,
Og Du beholder intet, naar Du mangler
Det skønne Hélt af Toner eller Farver.
Mens saa en Gang de sammen skifted Ord
De i en ensom Rundhal stille stod,
Hvor et tilhyllet, kæmpemæssigt Billed
Faldt Ynglingen i Øjnene. Forbavset
Han paa sin Fører ser og spørger ham: —
»Hvad mon vel skjuler sig bag dette Slør?«
»Sandheden!« »Hvad,« han bryder ud, »det er
Jo Sandhed kun, jeg søger, og just den
Man her bag Dækket holder for mig skjult!«
»I Rette med Gudinden gaa!« hans Mester
Nu bliver ved: »ej nogen dødelig
Tør fjerne Sløret, til jeg selv det løfter!« —
Saa lyder hendes eget strenge Bud.
Og den, som med vanhellig, skyldtung Haand,
Det hellige, forbudne løfter før,
Han — siger hun« — »Nu?« — — »Sandhed faar at se!«
»Et sælsomt Gaadesprog! og Du, Du selv,
Du vilde aldrig løfte Sløret?« »Jeg?
Tilvisse aldrig! heller ingen Sinde
Jeg fristedes.« »Ufatteligt! naar kun
Hin tynde Væg fra Sandheden mig skilte« —
»Og saa en Lov,« faldt Overpræsten ind.
»Langt mere vigtig end Du tror, min Søn!
Er dette tynde Flor, — let for din Haand,
Men centnertungt for Din Samvittighed!«
I dybe Tanker Ynglingen gik hjem;
Den hede Attraa efter Viden røver
Ham Søvnen; glødende han paa sit Leje
Sig vælter, og staar op ved Midnatstid.
Til Templet hen med sky og bange Skridt
Modstræbende han føres. Op paa Muren
Han stiger let, og et behjertet Spring
Den kække bringer til Rotundens Midte.
Her staar han nu, og frygtelig omkring
Den ènsomme den døde Stilhed ligger,
Kun afbrudt ved den hule Genlyd af
Hans Fjed i disse løndomsfulde Haller.
Igennem Kuplens Aabning kaster Maanen
Sit blege, sølvblaa Lys derned fra oven.
Og grufuldt, som en Guddom selv var nær,
Hen gennem Hvælvingens det dunkle Rum
Ses Støtten lyse i sit lange Slør.
Og frem han skrider nu med bange Trin.
Alt vil den frække Haand det hellige berøre,
— Da risler gennem ham det varmt og koldt,
Ham en usynlig Haand tilbage holder:
»Du ulyksalige, hvad har Du for?«
En trofast Stemme raaber i hans Indre.
»Den allerhelligste Du friste vil!
Ej nogen dødelig, Oraklet sagde,
Tør løfte Sløret til jeg selv det løfter!
— Men føjer dog den samme Mund ej til:
Hvo Dækket hæver Sandhed klart skal skue?
Hvad end det dølger, — jeg vil løfte det!«
Han raaber højere: »jeg vil det skue!« — »Skue!«
Den lange Genlyd vrænger efter ham.
Sa taler han og løfter Sløret. — Nu,
Saa spørger I, hvad viste der sig da?
Jeg véd det ej. Men sanseløs og bleg
Paa Jorden udstrakt foran Isisstøtten,
Saa fandt ham Præsterne den næste Morgen.
Hvad dér han fik at skue og erfare
Hans Tunge aldrig har bekendt. For altid
Hans Munterhed i Livet var forsvundet,
Dybt Tungsind til en tidlig Grav ham førte.
»Vé den,« saa lød med Varselsklang hans Røst,
Naar utaalmodigt ind man paa ham trængte,
»Vé den, der Sandheds Skat ved Brøde vinder,
»Den vil ham aldrig vorde mer til Glæde!«