Vi strømmer Mængden, tæt og bred,
Ad Byens lange Gader ned?
Mon Ilden over Rhodus bruser?
Det lyder, som naar Stormen suser.
Og hvor de trænges, fler og fler,
En Ridder højt til Hest jeg ser.
Og bag ham, — hvem har vel set Mage? —
Et Udyr slæber man, en Drage
Med Gab af Krokodillens Art,
Hvori den hvasse Tandrad sidder,
Og undrende betragter snart
Man Dragen, snart den unge Ridder.
Det klinger tusindfold i Kor:
»Se her den Lindorm, led og stor,
Som Hjord og Hyrde overvælded,
Og se den Helt, der kækt den fælded!
Vel mangen før med Mod i Bryst
Sig voved til den svare Dyst,
Men ingen af dem saa man siden.
Pris være ham, som vandt i Striden!«
Til Klostret gaar det store Tog,
Hvor Sankt Johannes Døbers Orden,
Hospitaliterne, til klog
Beslutning just er samlet vorden.
Og for den ædle Mester hen
Beskeden gaar den Ungersvend.
Højt raabende den vilde Mylder
Hvert Trin paa Galleriet fylder.
Og han til Orde tager nu:
»Jeg kom min Ridderpligt i Hu:
Den fule Øgle, som har plaget
Det hele Land, min Haand har slaget.
Nu Vandringsmandens Vej er fri,
Trygt Hyrden hos sin Hjord kan hvile,
Den Pilgrim from ad Klippens Sti
Til Underbilledet kan ile.«
Men Fyrsten stirrer paa ham stift:
»Du øved vel en Helts Bedrift,
Thi Modet er en Ridders Ære,
Og Du har vist Dig kæk at være.
Dog, nævn den Pligt, som først anstaar
Den Ridder, som for Kristo slaar
Og lod med Korsets Pryd sig tegne.«
— Da maa vel alle Kinder blegne!
Men Ungersvenden sømmeligt
Genmæler rødmende, sagtfærdig:
»At lyde er hans første Pligt.
Kun det ham gør til Smykket værdig.«
»Og denne Pligt, min Søn!« med Vægt
Ham svarer Fyrsten, »brød Du frækt.
Den Kamp, som var forbudt i Loven,
Den dristed Du Dig til forvoven!«
»Døm, Herre! først, naar alt Du ved,«
Han siger nu med stor Besked.
»Ej ubetænksom stred jeg hist,
Hvor Dragen laa i Sumpen lejret,
Jeg brugte Klogskab, øved List,
Kun derved jeg i Kampen sejred.«
»Alt var fem Riddere, vor Tros
Og hele Kristenhedens Ros,
For deres Mod et Offer vorden,
Da Kampen Du forbød vor Orden.
Men i mit Hjerte Sorg og Skam
Og heftig Stridslyst jeg fornam.
Ja, selv ved Nat med lukket Øje
Jeg drømte mig i Kampens Møje.
Og hver Gang Morg’nen dæmred ind
Og bragte Bud om nye Plager,
Vildt greb Forbitrelsen mit Sind,
Og min Beslutning rask jeg tager.«
»Jeg sagde til mig selv: Hvad Dyd
Er Ynglingens og Mandens Pryd?
For hvilke Storbedrifter priser
Man Heltene i gamle Viser,
Der højt til Guders Ry og Rang
I Hedendommens Nat sig svang?
For Udyr rensede de Verden
I eventyrlig dristig Færden,
Mod Løver uforsagt de gik,
I Kamp de Minotaurer mødte,
Hvis arme Ofre Frihed fik.
De klaged aldrig, naar de blødte.
»Er Saracenen da kun værd
At fældes af den Kristnes Sværd?
Er han kun falske Guders Fjende?
Nej, Verden som sin Helt ham finde!
Fra hver en Vaande, Nød og Harm
Han frelse maa med vældig Arm.
Men Kløgt bør staa ved Modets Side
Og List i Pagt med Styrke stride. —
— Saa tænkte jeg og ensom drog
Og spejded Dragens Vej fra Grunden,
Til som et Lyn min Sjæl det slog,
Jeg raabte glad: jeg har det funden!«
»For Dig med Bøn jeg traadte frem:
Mig lyster nu at fare hjem!
Du, Herre! min Begæring hørte,
Rask over Hav mig Snækken førte.
Og knap paa Hjemmets Kyst jeg stod
Før ved en Kunstners Haand jeg lod
Et Dragebilled sammenføje.
Hvert Træk var efterlignet nøje.
Den lange Krop med Vægtens Tryk
Paa fire korte Fødder lægges,
Skælpansret slutter om dens Ryg,
Hvoraf den græsseligt bedækkes.«
»Dens Hals er lang og fremstrakt gjort,
Og rædsomt, lig en Helvedsport,
Som om den Bytte efterstræber,
Den aabner graadigt sine Kæber,
Og dybt i Svælget skuer man
Som skarpe Brodde Tand ved Tand.
Dens Tunge er som Sværdets Spidse,
Lyn spruder Øjets smalle Ridse,
Og slangeformet bugter sig
Dens Stjært som en uhyre Slynge,
Der i en Knude frygtelig
Kan fast til Mand og Hest sig klynge.«
»Helt grant jeg alting fører ud,
Og i en graa og hæslig Hud
Det er halvt Orm, halvt Dragen lede,
Som i en Giftsump har sin Rede.
Da Billedet nu færdig var,
Af Dogger vælger jeg et Par,
Der stærke, rappe, aldrig bange
Uroksen jaged mange Gange.
Dem hidser jeg mod Øglen brat,
Og rasende de den anfalder.
Med skarpen Tand de griber fat
Og lystrer villigt, naar jeg kalder.«
»Og dèr, hvor Bugen blød og sid
Laa blottet for de hvasse Bid,
Jeg lærer dem af alle Kræfter
At sætte Tænderne, hvorefter
Jeg selv, bevæbnet med mit Spær,
Bestiger min Araber kær,
Som fra en ædel Race stammer,
Og den til Vrede ret opflammer.
Mod Ormen sprænger jeg i Hast
Og giver Hesten skarpe Sporer.
Jeg sigter, gør et Lansekast
Som om jeg Dragen gennemborer.«
»Skønt Hesten stejler højt af Frygt
Og Skummet staar paa Bidslet tykt,
Og mine Hunde bange render,
De sig tilsidst til Synet vænner.
Saa øver jeg mit Værk med Flid
I trende Maaneskifters Tid,
Og da de alt nu ret begriber,
Jeg dem til hurtig Fart indskiber.
Det er tre Morgner siden kun
Jeg atter landed her paa Kysten,
Og knapt jeg undte mig et Blund, —
Mig længtes efter Kæmpedysten.«
»Thi i mit Hjerte brændte hed
Den Sorg, som Landet atter led, —
Vildfarne Hyrder nys var blevne
Ved Sumpen grusomt sønderrevne,
Og jeg beslutter rask min Daad,
Kun Hjertet tog jeg med paa Raad.
Jeg mine Svende fluks tilsiger
Og paa min gode Ganger stiger.
Fulgt af det flinke Doggepar
Ad Veje lønlige og øde,
Hvor Daaden ingen Vidner har,
Jeg rider Fjenden kækt i Møde.«
»Kapellet, Herre! kender Du,
Som Mesteren med dristig Hu
Højt paa den Klippetop lod rejse,
Der over Øen langt ses knejse.
Helt smaat og ringe ser det ud,
Men huser dog en Kraft fra Gud:
Maria med Barn Jesus kære,
Hvem de tre hellige Konger ære.
Tre Gange treti stejle Trin
Sig Pilegrimmen træt bevæger,
Men har han naa’t den svimle Tind
Hans Frelsers Nærhed straks ham kvæger.«
»En Grotte tæt ved hint Kapel
Er indsprængt i det haarde Fjeld.
Did Solens Straaler aldrig trænger,
Dér Pølens klamme Taager hænger.
Dér laa den grumme Orm i Mag
Og lured baade Nat og Dag.
Som Dragen dybt i Helveds Hule
Ved Kirkens Fod holdt Vagt den fule.
Og naar en sorgløs Pilgrim from
Slog ind paa Vejen langs med Kæret,
Den fra sit lumske Baghold kom,
Ham slæbte med og glubsk fortæred.«
»Til Klippens Top jeg stiger hist
Og knæler dybt for liden Krist,
Og renser Hjertet for dets Synder
Før jeg den haarde Leg begynder,
Hvornæst jeg i det høje Kor
I mine blanke Vaaben fo’r.
Jeg i min Højre Spydet fatter,
Og ned til Kampen gaar det atter.
Jeg byder Svendene Farvel
Og dem til Slut min Vilje siger,
Jeg Gud befaler nu min Sjæl
Og hastigt Gangeren bestiger.«
»Knap er jeg nede før paa Stand
Jeg hører Doggerne slaa an,
Og Hesten ængsteligt sig trykker,
Den stejler og tilbage rykker.
Thi foran, i et Nøgles Form,
Dér ringler sig den fæle Orm
I døsig Ro, mens Solen bager.
De tapre Hunde op den jager,
Men pilsnart flygter de igen,
Da den oplader sine Kæber
Og aander sine Giftpust hen
Med Hyl, som naar Schakalen flæber.«
Og rasende de styrter frem,
Imedens jeg mod Dyrets Lænder
Med kraftig Arm min Landse sender.
Men som den svage Pilegren
Den preller af mod Pansrets Ben,
Og før jeg kan mit Kast gentage
Min Ganger viger sky tilbage
For Øglens djævelsk onde Blik
Og for dens giftig kvalme Aande.
Vildt stejlende den baglængs gik,
Og jeg var stedt i Dødsens Vaande.«
Og Sværdet bruger jeg som bedst,
Men haardt er Pansret som en Klippe,
Jeg alle Hug og Slag ser glippe,
Og med sin Svans, af Harme fuld,
Den voldsomt fejer mig omkuld
Og alt sit vide Gab oplukker
Og efter mig dens Tænder hugger, —
Da Vreden Hundene gav Mod
Til i dens Bug sig fast at bide,
Saa hylende den oprejst stod
I sin uhyre Kval og Kvide.«
»Og før fra deres Bid den sig
Kan fri, jeg hastigt rejser mig,
Og dér, hvor Fjenden blot sig giver,
Jeg Sværdet ind til Fæstet driver
Og borer saa med Klingen om.
Frem vælder Blodets mørke Flom;
Den segner, og dens Kæmpekraller
Begraver mig, idet den falder,
Og Syn og Sans mig helt forgaar.
Da frisk jeg opslaar mine Blikke
Trindt om mig mine Svende staar,
Jeg Dragen i sit Blod ser ligge!« —
Bifaldets længe kvalte Lyst
Nu bryder frem fra alles Bryst,
Da Ridderen har sluttet Talen,
Og imod Hvælvingen i Salen
Gentoner som med Stormens Sus
Tifoldig Jubelraabets Brus.
Lydt fordrer selve Ordnens Sønner,
At Helten med en Krans man lønner,
Og i Triumf for alles Syn
Vil Folket føre sin Befrier.
Da rynker Mest’ren sine Bryn
Og slaar til Lyd, og alle tier.
»Den Drage,« mæler han, »der slog
Vort Land med Gru, Du tappert vog.
En Gud Du er for Folket vorden,
En Fjende blev Du af vor Orden!
En værre Orm Dit Hjerte bar
End Øglen, som Du fældet har.
Den Snog, som Hjerterne forgifter,
Som Splid og alskens Jammer stifter,
Det er Genstridighedens Aand,
Som frækt sig mod al Tugt oprører
Og sprænger hvert et Lovens Baand,
Til Undergang den Verden fører.«
»Man prise bør selv Tyrkens Mod,
Men lyde maa hver Kristen god.
Hvor Herren selv, med Guddomsmagten,
Sagtmodig gik i Tjenerdragten
Har Fædrene paa hellig Jord
Indstiftet denne Ordens Kor,
Hvis første Pligt er denne høje:
Den egne Viljes Trods at bøje.
Saa bort da fra mit Aasyn! gaa!
Dig lokked kun den tomme Ære.
Hvo Herrens Aag ej tager paa
Tør heller ej hans Korstegn bære!« —
— Da bruser det som Stormens Døn
I Mængden, og med deres Bøn
Vil Brødrene hans Dom formilde.
Men ned mod Jorden ser han stille.
Tavs lægger han sit Klædebon
Og kysser Mest’rens strenge Haand,
Og gaar. Men dennes Blik ham følger,
Sin Glæde han ej længer dølger.
Han raaber: »Søn, omfavn mig nu!
Du til den største Sejr fik Lykke.
Du tvang Dig selv med ydmyg Hu,
— Lad dette Kors til Løn Dig smykke!«