»Hvo drister sig, Svend eller Ridder prud,
At dykke til Svælgets Bund?
Et gyldent Bæger jeg kaster derud,
— Se, alt er det slugt af den sorte Mund.
Den, som det henter op fra dets Leje,
Han maa det beholde; det er hans Eje!«
Og Kongen slynger, som Ordet er sagt,
Fra Klippen, der stejlende brat
Hænger ud over Havet, endeløst strakt,
I Malstrømmens Hyl den dyre Skat.
»Atter jeg spørger, hvo er den gæve,
Som tør mit Bæger fra Dybet hæve?«
De Svende og Riddere lytter dertil,
Og ingen løfter sin Røst;
De ser paa Bølgernes fraadende Spil,
Og til den Kamppris har ingen Lyst.
For tredie Gang høres Kongen sige:
»Er der slet ingen, som ned tør stige?«
Dog, ingen mæler endnu et Ord.
— Og en Adelsvend, blid og kæk,
Fremtræder af Væbnernes bævende Kor
Og lægger Bælte og Kappe væk.
Og Mændene alle, Jomfruer og Fruer
Paa den herlige Yngling med Undren skuer.
Og som han nu træder til Randen hen
Og kaster i Svælget sit Blik,
Malstrømmen brølende slap igen
Vandene, som i dens Hvirvler gik,
Og ret som naar fjerne Tordenskrald brummer
Fra det mørke Skød tilbage de skummer.
Og det bobler og hvisler og syder i Kamp,
Som naar Ilden sig blander med Vand;
Højt sprøjter mod Himlen den kogende Damp,
Og Bølgerne fremvælder, Rand ved Rand,
Et endeløst Tog uden Træthed og Møde,
Som om Havet et andet Hav vilde føde.
Dog endelig stilles den vilde Magt,
Og sort, af det hvide Skum,
Aabnes forneden en gabende Skakt,
Bundløs, som gik den til Helvedes Rum,
Og man ser, hvor Brændingens Vover suges
Ned i den hvirvlende Afgrund, og sluges.
Nu rask, før Braadets Tilbagegang,
Den Yngling befaler sig Gud;
Trindt lyder et Skrig med Rædselens Klang,
Alt droges i Strømmens Kresløb han ud.
Og lønligt fjæles dernede paa Bunden
Den dristige Svømmer; han er forsvunden.
Og over Vandene bliver det tyst,
Hult bruser kun Dybet endnu,
Og skælvende lyder saa mangen Røst:
»Farvel, højhjertede Yngling, Du!« —
Og hulere, hulere stiger mod Fjældet
De hylende Brøl dernede fra Vældet. —
Og kasted Du selve Kronen hen
Og sagde: den Krone skøn
Skal smykke hans Isse, som henter den!
Mig lysted dog ikke den dyre Løn.
De hylende Afgrundes rædsomme Gaader
Ingen levende, lykkelig Sjæl forraader!
Vel mangt et Fartøj med hvirvlende Hast
Fo’r skraat i Havdybet ned,
Men kun som Vragstumper Køl og Mast
Sig op af de graadige Vande stred. —
Og højere, alt som naar Stormene suser,
Det nærmere, altid nærmere bruser.
Og det bobler og hvisler og syder i Kamp,
Som naar Ilden sig blander med Vand,
højt sprøjter mod Himlen den kogende Damp,
Og Bølgerne fremvælder, Rand ved Rand.
Og som naar fjerne Tordenskrald brummer
Fra det mørke Skød tilbage de skummer.
Og se! fra det skumle, gyngende Hjem
Det løfter sig svanehvidt,
Og en Arm og en skinnende Hals dukker frem
Og ror sig mod Bredden, kraftigt og frit.
Ham er det, og højt i sin Venstre bringer
Han Bægeret, som han jublende svinger.
Og han aanded dybt af sit fulde Bryst
Og hilsed den himmelske Dag,
Og alle tilraabte hinanden med Lyst:
»Han lever! han blev ej i Malstrømmens Brag!
Fra Graven, fra Hvirvlerne grumme og vilde,
Han frelstes; hans Liv gik ikke til Spilde!«
Og han kommer, og alle priser hans Id,
Og han synker sin Konge til Fod,
Og rækker ham knælende Bægeret hid,
Og Kongens Datter, saa favr og saa god,
Deri den funklende Drue gyder,
Og vendt mod Kongen nu Svenden udbryder:
»Hil Kongen! lad alle med Fryd i Hu
Det rødmende Lys aande ind!
Afgrunden dernede er fuld af Gru;
Ej friste Mennesket Gudernes Sind
Og begære ret aldrig at skue det fule,
De naadigt med Nat og Rædsel vil skjule!«
»Det rev mig med sig, som Lynet snart,
Da sprudled fra Klippens Skakt
En Kilde imod mig med rasende Fart,
En Dobbelstrøm greb mig med vældig Magt,
Og førte mig rundt i kresende Bølge
Med svimlende Hast, og jeg maatte følge.«
»Da viste mig Gud, til hvem jeg skreg
I den højeste, grulige Nød,
En Klippe, som op fra Havdybet steg;
Den greb jeg og undgik den visse Død.
Dér Bægeret hang paa Korallen, den spidse,
Ellers til Bunds var det sunken tilvisse.«
»Thi under mig bjærgdybt med Purpurskær
End Mulmet uendeligt laa,
Og slumred end Øret for evigt dér,
Dog gysende Øjet dernede saa’
Firben og Øgler og Salamandre
Røres i Helvedet mellem hverandre.«
»Sort vrimlede dér i afskylig Flok,
Og ækelt klumpede op,
Stenfisken og den broddede Rok,
Og Hammeren med den vanskabte Krop,
Og truende viste mig Hajen Tænder,
Det fæleste Udyr, som Havet kender.«
»Dér hang jeg og vidste i dette Dyb
Fra Menneskers Hjælp mig skilt,
Det eneste følende Bryst mellem Kryb,
Alene, hvor alt er saa græsselig stilt,
Langt, langt under alle Menneskestemmer
Blandt de talløse Misfostre, Havet gemmer.«
»Da gyste min Sjæl, — og hundredefold
Paa én Gang det krøb og kom,
Vil snappe mig, — lammet af Gru mit Hold
Jeg slap i Korallen, jeg klamred mig om.
Straks Hvirvlen med fnysende Larm mig fatter.
Det blev min Frelse, jeg løftedes atter.«
— Og Kongen lytter og undres derved
Og siger: »Du Bægeret vandt,
Og denne Ring jeg skænker Dig med,
Hvori der straaler en skøn Demant,
Naar atter Du prøver, og kan mig sige,
Hvad dybest sig skjuler i Havets Rige.«
Da mæler hans Datter saa blid og mild,
Ømhjertet, som Kvindernes Slægt:
»Nok være, min Fader! det grusomme Spil,
Hvad ingen voved, det voved han kækt.
Og kan Eders Hjertes Lyst I ej tæmme,
Lad Ridderne Væbneren da beskæmme!«
Da griber Kongen Bægeret brat
Og kaster i Malstrømmen hen:
»Og skaffer Du mig paany det fat,
Den ypperste er Du blandt mine Mænd,
Og endnu i Dag Du for Alteret leder
Hende, der for Dig saa mindelig beder.«
Da griber med himmelsk Magt det hans Sind,
Kækt flammer hans Øjnes Lyn,
Og han skuer den favres blegnende Kind,
Han ser hende daane, — o hvilket Syn!
Den liflige Pris ham lokkende tvinger,
— Og paa Liv og Død i Havet han springer
Vel høres Brændingen vild og vred, —
Foran gaar de tordnende Brag;
Da sænker et elskende Øje sig ned,
Og Voverne vælter sig, Slag i Slag.
Op og ned, hid og did man ser dem jage, —
Men ingen med Ynglingen kommer tilbage!