Til Vognkamp og til Væddesangen,
Der samler ved Korinth paa Tangen
De græske Stammer fro, — didhen
Drog Ibykos, den Guders Ven.
Apollon gav ham Sangergaven,
En Mund, som ejed søde Kvad,
Og, fyldt af Guden, han ved Staven
Fra Rhegium drog fro og glad.
Alt har fra Bjærgets Kam, den høje,
Akrokorinthos han for Øje.
Med hellig Gysen i sit Sind
Han i Poseidons Lund gaar ind.
Paa ensom Færd ham kun ledsager
En Tranesværm, der lang og graa
Mod Sydens fjerne Egne drager,
Det varme Himmelstrøg at naa.
»Velkommen, Venner! som i Følge
Drog med mig over Havets Bølge.
I varsler Lykke mig, og Held.
Min Lod som Eders er. Nu vel!
Vi kommer begge fra det fjerne,
Et venligt Tag vi leder om.
En gæstfri Vært da huse gerne
Den fremmede, som til ham kom!«
Han skrider frem, helt let i Sinde,
Og er i Skovens Tykning inde, —
Da standser pludselig hans Gang
To Mordere paa Stien trang.
Til Forsvar maa han nu sig vende,
Dog snart er Haanden mat og lam,
Kun vant til Harpens Streng at spænde
Ej Buestrengen stærk og stram.
Han Jord og Himmel højt paakalder,
— Men kun den hule Genlyd gjalder.
Hvor langt han sender end sin Røst
Er al Ting lige stilt og tyst.
»Saa skal jeg Aanden da opgive
Forladt og i et fremmed Land,
Og Uslinger mig her undlive,
Hvor ingen Ven mig hævne kan!«
Haardt saaret segner han i Skoven. —
Da bruser Tranerne foroven.
Han hører, kan ej længer se,
De nære Stemmer skrige Ve.
»I Traner, som deroppe svæver,
I vidne skal om dette Mord,
Naar ingen anden Røst sig hæver!«
Hans Øje brister med det Ord. —
Det nøgne Lig snart bliver funden
Af Saar bedækket hist i Lunden,
Og Vennen i Korinth med Skræk
Genkender straks de kære Træk.
»Og skal jeg atter saa Dig finde!
Jeg haabed dog med Fyrrens Krans
Din Digterpande at omvinde,
Bestraalet af Din Hæders Glans!«
Højt jamrende hver Gæst det hører,
Hvem hid Poseidonsfesten fører.
Al Hellas sørger, ret som om
Enhver har tabt den Sanger from.
Og Folket stormende omringer
Prytanen, lig en oprørt Flod,
Og vil, at man den dræbte bringer
Sonoffer med hans Morders Blod.
Dog, hvor vel finde og forfølge
Det Spor, som midt i Mængdens Bølge,
Der strømmed hid til Festens Pragt,
Faar Nidingen for Dagen bragt?
Mon Skjalden sank for Røverhænder?
Faldt han vel for en Avindsmand?
Alene Helios det kender,
Der straaler over Hav og Land.
Maaske han drister sig at vandre
I Skaren mellem alle andre,
Og mens ham søger Hævnens Arm,
Sit Rov han nyder uden Harm.
Maaske ved selve Templets Døre
Han trodser Zeus med skamløst Sind,
Og lader sig med Strømmen føre,
Som myldrer i Theatret ind.
Thi Bænk ved Bænk indtil den sidste
— Det er som Søjlerne vil briste —
Hidstævnede fra fjern og nær
De græske Stammer dvæler her.
Det klinger dumpt som Bølgebruset
1 Vrimlen, myldrende og tæt,
Og op mod Skyen vokser Huset
I kække Buer, frit og let.
Hvem kan de Folk og Mænd vel nævne,
Som mødes her til venligt Stævne,
Fra Kekrops’ By, fra Aulis’ Strand,
Fra Fokis, fra Spartanerland,
Fra Asiens de fjerne Kyster,
Fra alle Øer hid de fo’r,
Og lytter tavse til de Røster,
Som toner i et rædsomt Kor, —
Som efter Skik fra gamle Tider,
Fra Scenens Baggrund langsomt skrider.
Afmaalt, højtideligt i Ring
Theatret vandrer de omkring.
Saa ganger ikke Jordens Kvinder,
Dem fostred intet Støvets Hjem,
Blandt Menneskenes Slægt man finder
Ej Kæmpeskikkelser som dem.
Dem kulsort Kappen slaar om Lænder,
Hver svinger højt med Knokkelhænder
En Fakkel med et skummelt Skin;
Ej farver Blodet deres Kind.
Og medens Menneskenes Isse
Af Haaret venligt flagres om,
Man Øgler, Slanger ser hos disse,
Som hvæser med giftsvullen Vom.
Og alt mens de i Kres sig slynger
I Kor et rædsomt Kvad de synger,
Til Hjertet skærende det gaar,
Og Bandsord om hver Niding slaar.
Betagende og vildt sig hæver
Erinnyernes grumme Sang,
Igennem Marv og Ben den bæver
Og taaler ikke Lyrens Klang.
»Vel den, som fri for Skyld og Brøde
Kan nyde Barnets Fred, den søde!
Til ham vor Hævn har intet Bud,
I Livet frit han gaar sit Skud.
Men ve, ve den, hvem Udaad tynger,
Som øved Morderdaaden frækt,
Vi til hans Saaler fast os klynger,
Vi, Nattens frygtelige Slægt!«
»Og vil ved Flugten han sig dølge,
Vi skal bevingede ham følge,
Med Snarer hilder vi hans Fjed,
Saa brat til Jord han styrter ned.
Vi jager ham utrættelige,
— Ved ingen Anger sones vi —
Bestandig til de dødes Rige,
Selv dér vi slipper ham ej fri!«
Saa høres de i Dans at sjunge,
Og Dødens Tavshedsvægt, den tunge,
Opfylder Huset, som om her
Den strenge Guddom selv var nær.
Og efter Skik fra gamle Tider
I Kres omkring Teatrets Rund
Afmaalt, højtideligt de skrider,
Og svinder i den dunkle Grund.
Og mellem Skin og Sandhed svæver
Hvert Bryst endnu i Tvivl, og bæver,
Lovprisende den strenge Magt,
Der i det skjulte holder Vagt,
Som fletter Skæbnens dunkle Knuder,
Ufattelig for Sind og Sans,
Og sig i Hjertets Dyb bebuder,
Men fly’r for Solens klare Glans. —
Da øverst oppe fra der lyder
Med èt en Røst, som højt udbryder:
»Se dér, Timotheus, se dér
Er Ibykosses Tranehær!«
Brat mørknes nu den klare Himmel,
Og over Skuepladsen bort
Man drage ser en Tranevrimmel
I talløs Mængde, graaligsort.
»Hvad, — Ibykos?« Da atter høres
Det dyre Navn hver Barm oprøres.
Som Bølge imod Bølge slaar
Fra Mund til Mund det hurtigt gaar.
»Vor Ibykos, begrædt og savnet,
Hvem Morderhænder grusomt slog?
Hvad han? hvi nævned Manden Navnet?
Hvad er der med det Tranetog?«
Og stedse højere det klinger, —
En Anelse paa Lynets Vinger
Hvert Hjerte griber: »giv kun Agt!
De vrede Eumeniders Magt!
Den fromme Sanger bliver hævnet.
Hans Morder selv sig røbet har.
Grib derfor den, som Ordet nævned,
Og den, til hvem det rettet var.«
Ham næppe Ordet er udfaret
Han ønsked dybest det bevaret;
Men paa den rædselsblege Kind
Man ser det skyldbevidste Sind.
Til Dom man slæber straks de tvende,
Paa Scenen bliver Retten sat,
Den fule Daad de maa bekende,
Af Hævnens Lynslag ramte brat!