Ser I hist i Solens Lue
Disse oldgraa Borge skue
Mod hinanden, hvor med Magt
Hellespontens Bølge ruller
Gennem Klippens Port med Bulder,
Dardanellers snævre Tragt?
Hører Brændingen I bruse
Imod Fjældets stærke Fod?
Asien rev den fra Europa,
Tvinger dog ej Elskovs Mod.
Heros og Leanders Hjerter
Amors Pil, som volder Smerter,
Traf med Guddomsflamme varm —
Hero som en Hebe fager,
Kækt paa Bjærgene han drager
Fro ved Jagtens muntre Larm.
Dog, det ømme Par adskilte
Fædres Trætte, hadsk og lang,
Kærlighedens Frugt, den søde,
Over Farens Afgrund hang.
Hist paa Sestostaarnets Tinde,
Hvor ustanselige Vinde
Pisker Hellesponten frem,
Møen ensomt sad og grued,
Naar mod Abydos hun skued,
Mod den hjertenselsktes Hjem.
Ak! til Bredden hisset fører
Ingen Bro, og ingen Baad
Sætter over, — Kærligheden
Uforsagt dog vidste Raad.
Ud fra Labyrintens Gange
Fører trygt dens Traad de bange,
Selv den dorske gør den snild.
Vilddyr under Aag den tvinger
Og for Demantploven bringer
Tyrene, som spruder lid.
Selve Styx, der nifold flyder,
Trodser den paa dristig Færd.
Mægtig fra det skumle Hades
Røver den, hvad den har kær.
Gennem Sundets Bølgetrængsel
Ogsaa den Leanders Længsel
Sporer frem med fyrigt Mod.
Hvergang Dagens Lys bortstrømmer
Styrter sig den djærve Svømmer
Ud i Pontos’ mørke Flod,
Kløver med de stærke Hænder
Voven til den dyre Strand,
Hvor fra Borgens høje Svale
Vinker Faklens klare Brand.
Og i bløde Jomfruarme
Finder han beruset Varme,
Og den haarde Fart er glemt.
Guders Løn han saligt nyder,
Naar sit Favntag hun ham byder
Og de Kys, hun ømt har gemt,
— Indtil Eos grumt ham vækker
Af den himmelsksøde Lyst,
Og til Havets Seng, den kolde,
Driver fra den elsktes Bryst.
For de lykkelige tvende
Treti Solmaal snart faar Ende,
Der med stjaalne Glæder gaar,
Som en Brudenat, hvis rige
Lyst selv de udødelige
Attraar, skønt med Gudekaar.
DEN ret aldrig Lykken smagte,
Som den dyre Himmelfrugt
Ej ved Helvedsportens bratte
Gyselige Rand har pluk’t.
Hesperus og Eos luer
Skiftevis paa Himlens Buer, —
Men de lykkelige saa’
Ikke Løvets Smykke dale
Mens fra Nordens frosne Sale
Vint’ren kom, den barske, graa.
Glade saa’ de Dagens Kresløb
Kortne altid mere brat.
Zeus forblindede de takked
For hver længre Elskovsnat.
Og alt Himmelvægtens Skaaler
Dagen ens med Natten maaler.
Paa sin Borg i Aftnens Stund
Møen stod med vagtsomt Øje
Skued Solens Heste bøje
Hastigt ned ad Himlens Rund.
Havet laa saa blidt og stille
Som et blankt, uplettet Glar.
Intet sagte Vindpust rørte
Fladen, som Krystallet klar.
Og Delfiners muntre Skare
Spøgte i det sølverklare
Element, de fik til Hjem;
Og i graaligt dunkelt Følge
Af den køle, lette Bølge
Thethys’ Døtre dukker frem.
Disse er alene Vidner
Til den skjulte Elskovspagt,
Men paa deres Tunger evigt
Hekate sit Segl har lagt.
I sin Skønhed Havet hviler,
Og med henrykt Sans hun smiler,
Smigrer det med Stemme huld:
»Skønne Gud! kan Du bedrage?
Jeg for Klaffer vil anklage,
Hvem Dig kalder svigefuld.
Menneskenes Slægt er troløs,
Grusomt er en Faders Bryst,
Men Dig rører Elskovs Vaande,
Mild og blid Du skænker Trøst.«
»Paa det øde Fjæld i Borgen
Maatte ensom jeg med Sorgen
Visne hen i bitter Harm.
Men paa Ryg Du vilde bære
Uden Bro og Baad den kære
I min længselsfulde Arm.
Vel Dit Svælg maa volde Rædsel
Og Din vilde Brusen Skræk,
Men Dig ydmyg Elskov beder,
Og Dig tvinger Helten kæk.«
»Thi og Dig, som raader Voven,
Ramte Eros, da foroven
Paa den gyldne Vædders Ryg
Helle ved sin Broders Side
Ungdomsyppig Du saa ride
Højt i Luftens Rige tryg.
Brat af hendes Ynde henrykt
Greb Du fra Din dunkle Grund
Og fra Væd’rens Ryg den faure
Drog Du ned til Havets Bund.«
»Nu udødelig hun bygger
I den vaade Grottes Skygger
Hædres med Gudindenavn.
Bange Elskovs Sag hun fremmer,
Dine grumme Lyster tæmmer,
Hjælper Sejleren i Havn.
O Gudinde! skønne Helle,
Salige! Dig beder jeg,
Bring mig dog i Dag den elskte
Atter hid ad kendte Vej!« —
Vandene alt flyder dunkle,
Og hun lod sin Fakkel funkle
Højt fra Svalen, trindt og vidt,
At dens Flamme skulde møde
Ham, den kære, paa den øde,
Svare Færd, som før saa tit.
Fjernt det suser og det drøner,
Skummelt svulmer Bølgens Top,
Alle klare Stjerner slukkes
Og et Uvejr drager op.
Over Pontos hen saa vide
Ruger Nat, og Regn i stride
Strømme styrter ned fra Sky,
Glimt paa Glimt i Luften lyser,
Alle vrede Storme fnyser
Frem fra deres Klippely.
Væltende uhyre Vandsvælg
Voldsomt fra den dybe Grund,
Gabende som Helveds Kæber
Spiler Havet op sin Mund.
»Ve os, ve!« med Graad den arme
Jamrer, »Zeus! Du Dig forbarme!
Ak, dumdristig var min Bøn.
Hvad om Guderne mig hørte
Og det falske Hav forførte
Ham til Trods mod Stormens Døn!
Alle de søvante Fugle
Drager hjem paa ilsom Flugt,
Alle stormforfarne Snækker
Flygter til den sikre Bugt.«
»Ak! forvist han kækt har prøvet
Vovespillet, ofte øvet,
Thi en mægtig Gud han lød,
Thi han tog i Afskedsstunden
Elskovs dyre Ed i Munden,
Som kun indfri’s ved hans Død.
Ve! i denne Time kæmper
Han med Stormens Raseri,
Under ham en Afgrund gaber
Og han slynges vildt deri.«
»Falske Pontos! med din stille
Flade Du bedrog os ilde,
Nys Du laa i spejlblank Ro.
Dine lumske Bølger hviled,
Og af Dig forraadt han iled
Til Dit svigefulde Bo.
Nu, da hver en Udvej stænges
Midt i Dine Strømmes Kast,
Slipper Du mod den bedragne
Alle Rædsler løs i Hast!«
Vejret vokser i sin Vælde,
Højt imod de stærke Fjælde
Skummer Brændingen med Brag.
Klippens Væg med Gny den rammer.
Snækken, selv af Egestammer,
Maatte splintres her til Vrag.
Og i Stormen slukkes Faklen,
Lyset paa den mørke Færd.
Angest truer hist paa Dybet
Og ved Landingsstedet her.
Hun sin Bøn til Kypris vender,
At hun Bølgens Rasen ender,
Stiller Stormen naadefuld,
Lover de utæmmelige
Barske Vinde Ofre rige,
Ja en Tyr med Horn af Ould.
Hver Gudinde i det Dybe,
I det Høje hver en Gud,
Trygler hun at gyde Oljens
Milde Strøm i Svælget ud.
»Hører Du jeg angstfuld kalder,
Stig da fra de grønne Haller,
Salige Leukothea!
Tit paa Vande stormoprørte
Sejleren Du naadig hørte,
Blev hans Frelserinde da.
Du Dit hellige Slør ham række,
Understærkt dets Væv er lagt.
Hvo det bærer bliver uskadt
Over Afgrundssvælget bragt!« —
Og de vilde Storme viger,
Straalende paa Hvælvet stiger
Eos’ Gangere paany,
Og sit vante Leje finder
Voven, hvor den stille rinder,
Muntert smiler Hav og Sky.
Sagtere nu Bølgen skvulper
Imod Klippens Fod ved Strand,
Roligt vuggende den bærer
Blideligt et Lig i Land.
Ja, HAM er det, som vil holde
Eden, selv med Læber kolde,
Og hun kender straks sin Ven.
Intet Klageskrig der lyder,
Ingen Taare hun udgyder,
Stirrer kun fortvivlet hen.
Trøstesløst imod det øde
Dyb hun ser, mod Æthren rød,
Og det blege Aasyn lyser
Af en ren og ædel Glød:
»Høje Magter! jeg erkender,
At med skaanselsløse Hænder
Eders Ret I kræver hel.
Kort paa Jord jeg skulde bygge,
Men jeg smagte dog dens Lykke,
Og jeg fik den bedste Del.
Her i Livet, Afrodite!
Var jeg Din Præstinde tro,
Og i Dødens Stund jeg kommer
Til Dig som et Offer fro.«
Kaabefligene som Vinger
Vidt sig spreder, da hun springer
Ned fra Taarnets Rand i Hav.
Gudens Bølgerækker bløde
Løfter højt de hellige døde,
Og han selv er deres Grav.
Med sit Rov tilfreds han iler,
Gyder saa med muntert Mod
Af den aldrig tømte Urne
Sin ustandselige Flod!