»Ridder! kun som trofast Søster
Kan jeg Eder se;
Kræv ej mer end af en Søster,
Thi det gør mig Ve!
Lige roligt for mit Hjerte
Komme I og gaa!
Eders Øjnes stille Smerte
Kan jeg ej forstaa!«
Stum han staar i Elskovsharmen,
Blødende han fly’r,
Trykker hende vildt til Barmen,
Stiger paa sit Dyr,
Lader sine Svende kalde
Fra hver svejtsisk Egn.
Til det hellige Land de alle
Gaar med Korsets Tegn.
Og fuldmangen herlig Sejer
Vinder Deres Sværd,
Deres Hjælmes Buske vajer
Midt i Fjendens Hær.
Ræd for Toggenburgernavnet
Fly’r hver Musselmand,
Hjertet nages dog af Savnet
I det fjerne Land.
Og et kvalfuldt Aar er rundet
— Savnet er for haardt!
Hvile har han ikke fundet,
Og han drager bort,
Se’r et Skib, som just vil fare
Hjem for gunstig Vind,
Hjem til Svejts, hvis dyrebare
Luft hun aander ind.
Hjem til hende! — og ved Borgens
Port han atter staar;
Da den lades op, det Sorgens
Bud hans Øre naa’r:
»Den, I søger, har sig givet
Hen som Kristi Brud.
Hun i Gaar for hele Livet
Vied sig til Gud!«
Aldrig mere vil han skue
Sine Fædres Bo,
Aldrig mer sit Sværd, sin Bue
Eller Ganger tro.
Toggenburgeren man glemmer,
Thi med ydmyg Hu
Skjuler han de ædle Lemmer
Under Kappen ru.
Og en Hytte han sig bygger,
Som nær Klostret laa,
Der blandt dunkle Lindeskygger
Stod med Mure graa.
Og fra Solen mod det Høje
Steg, til Aftnens Skær,
Med et stille Haab i Øje
Sad han ensom dér,
Saa’ mod Klostret hist derude
Mangen Time lang
Mod den elsktes Vindusrude,
Indtil Vindvet klang,
Til den yndige han kendte,
Til den søde kom,
Og sit Blik mod Dalen vendte
Rolig, englefrom.
Og med Fred i Sjæl og Sinde
Gik han da til Ro, —
Næste Morgen sin Veninde
Skal han skue fro.
Og saa sad han mange Dage,
Sad en Aarrad lang,
Vented uden Suk og Klage
Indtil Vindvet klang. —
Til den yndige han kendte,
Til den søde kom
Og sit Blik mod Dalen vendte,
Rolig, englefrom.
Og saa sad han kold og stille,
Død, ved Gry en Gang,
— Men ved Vindvet end det milde
Blege Aasyn hang!