Ved Løvegaarden sidder
Med mangen ædel Ridder
Den gæve Kong Frans,
Og trindt paa Balkonen, den høje,
Til Lyst og Fryd for hvert Øje
Damernes liflige Krans.
Og som han løfter sin Finger
Fluks opspringer
En Burdør vidt.
Og med sindige Skridt
Ud af sit Rum
En Løve gaar,
Og ser sig stum
Omkring
I Ring,
Gaber og ryster sin Mankes Haar,
Og strækker sig
Og lægger sig.
Og Kongen vinker som før,
Og uden Tøven
Frem springer en Tiger
Fra en anden Dør.
Knap ser den Løven
Før højt den skriger
Og en truende Snirkel
Med Halen slaar
Og sky i Cirkel
Om Løven gaar,
Rækker Tunge og snurrer
Og rasende knurrer,
Og lægger sig hen.
Og Kongen vinker igen,
— Og det dobbelt aabnede Hus udspyr
To Leoparder, kamplystne Dyr,
Der over Tigeren kaster sig brat;
Den griber med rasende Kløer dem fat.
Og Løven sig rejser og løfter sin Røst,
— Da bliver det tyst!
Og de grulige Katte med mordersk Natur
Lægger sig rundt paa Lur. — —
— Da lader fra Altanens Rand
Frøken Kunigunde, den Liljevand,
Midt mellem Løve og Tiger
Sin Handske falde ned.
Og spotsk til Ridder Delorges hun siger:
»Hr. Ridder! er Eders Elskov saa hed,
Som I mig tilsvor med mangen Ed,
— Nu, saa bring mig den Handske hist!«
Og Ridderen giver sig ingen Frist,
Med snare Fjed
Stiger han ned
Midt i Uhyrernes Kres, og bringer
Frøknen Handsken med dristig Finger.
Da undres og gruer
Alle Riddere og ædle Fruer,
Og hans Pris genlyder fra hver en Mund.
Og med huldsalige Elskovsblikke
Modtager ham Frøken Kunigund, —
Hun vil hans Bejlen ej modstaa længer. —
Men Handsken i Ansigtet han hende slænger:
»Eders Tak, skøn Jomfru, begærer jeg ikke!«
— Og forlader hende i samme Stund!