Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam.
Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskenes Børn retfærdigt?
Nej, alle øver I Uret paa Jord, eders Hænder udvejer Vold.
Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild.
Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre
og ikke vil høre paa Tæmmerens Røst, paa den kyndige Slangebesværger.
Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, HERRE;
lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs.
Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbaarent Foster, der aldrig saa Sol.
Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede
Den retfærdige glæder sig, naar han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod;
Og Folk skal sige: "Den retfærdige faar dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer paa Jord!"