Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da han flygtede ind i Hulen for Saul.
Vær mig naadig, Gud, vær mig naadig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over.
Gud, den Højeste, paakalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig;
han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Naade og Trofasthed.
Jeg maa ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd.
Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. — Sela.
Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig,
vaagn op, min Ære! Harpe og Citer vaagn op, jeg vil vække Morgenrøden.
Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd;
thi din Miskundhed naar til Himlen, din Sandhed til Skyerne.
Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!