Særlingen søger et Paaskud, med Vold og Magt vil han Strid.
Taaben ynder ej Indsigt, men kun, at hans Tanker kommer for Lyset.
Hvor Gudløshed kommer, kommer og Spot, Skam og Skændsel følges.
Ord i Mands Mund er dybe Vande, en rindende Bæk, en Visdomskilde.
Det er ilde at give en skyldig Medhold, saa man afviser skyldfris Sag i Retten.
Taabens Læber fører til Trætte, hans Mund raaber højt efter Hug,
Taabens Mund er hans Vaade, hans Læber en Snare for hans Liv.
Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Bugen.
Den, der er efterladen i Gerning, er ogsaa Broder til Ødeland.
HERRENs Navn er et stærkt Taarn, den retfærdige løber derhen og bjærges.
Den riges Gods er hans faste Stad, og tykkes ham en knejsende Mur.
Mands Hovmod gaar forud for Fald, Ydmyghed forud for Ære.
Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til Daarskab og Skændsel.
Mands Mod udholder Sygdom, men hvo kan bære en sønderbrudt Aand?
Den forstandiges Hjerte vinder sig Kundskab, de vises Øre attraar Kundskab.
Gaver aabner et Menneske Vej og fører ham hen til de store.
Den, der taler først i en Trætte har Ret, til den anden kommer og gaar ham efter.
Loddet gør Ende paa Trætter og skiller de stærkeste ad.
Krænket Broder er som en Fæstning, Trætter som Portslaa for Borg.
Mands Bug mættes af Mundens Frugt, han mættes af Læbernes Grøde.
Død og Liv er i Tungens Vold, hvo der tøjler den, nyder dens Frugt.
Fandt man en Hustru, fandt man Lykken og modtog Naade fra HERREN.
Fattigmand beder og trygler, Rigmand svarer med haarde Ord.
Med mange Fæller kan Mand gaa til Grunde, men Ven kan overgaa Broder i Troskab.