Bedre en tør Bid Brød med Fred end Huset fuldt af Sul med Trætte.
Klog Træl bliver Herre over daarlig Søn og faar Lod og Del mellem Brødre.
Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.
Den onde hører paa onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.
Hvo Fattigmand spotter, haaner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf.
De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.
Ypperlig Tale er ej for en Daare, end mindre da Løgn for den, som er ædel.
Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.
Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.
Bedre virker Skænd paa forstandig end hundrede Slag paa en Taabe.
Den onde har kun Genstridighed for, men et skaanselsløst Bud er udsendt imod ham.
Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Taabe udi hans Daarskab.
Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.
At yppe Strid er at aabne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs.
At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.
Hvad hjælper Penge i Taabens Haand til at købe ham Visdom, naar Viddet mangler?
Ven viser Kærlighed naar som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.
Mand uden Vid giver Haandslag og gaar i Borgen for Næsten.
Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attraa Fald.
Ej finder man Lykke, naar Hjertet er vrangt, man falder i Vaade, naar Tungen er falsk.
Den, der avler en Taabe, faar Sorg, Daarens Fader er ikke glad.
Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslaaet Sind suger Marv af Benene.
Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.
Visdom staar den forstandige for Øje, Taabens Blik er ved Jordens Ende.
Taabelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.
At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slaa de ædle.
Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.
Selv Daaren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.