1) Kap. Hvorledes man bliver fornøiet med sig selv? —
1. Vær arbeidsom — ikke doven!
Med Virksomhed, og villig Flid
Brug vel din korte Levetid.
Ved Ladhed Mange sig hengav
Til Laster og til Bettelstav.
Den trygge qvægsom Søvn at nyde —
Ved Vand og Rugbrød sig at fryde —
Et muntert Sind og stærke Lemmer —
Sneehvide Haar og fulde Giemmer —
Et Liv til Gavn for Verden brugt:
See! det er Flittighedens Frugt.
Modstaae dit Kiøds ureene Lyster!
Skye Snaren! arbeid! vaag og beed!
Ved Sandsers Vellyst du indhøster
Skam, Anger og Elendighed.
Din Vandel stedse være frie
Fra Drukkenskab og Fraadserie —
Fra Spillesyge, Svir og Spild.
Du ødsler bort dit Gods, din Tid —
Forargelse du gir derved,
Og skader din Samvittighed.
Ved ufornuftig Ødselhed
Blev Mangen arm, som før var riig.
Brug, Kristen! brug med Sparsomhed
Det Gods, som Gud betroede dig,
Som Den, der stedse er bered,
For Herrens Dom at stille sig.
Bevar din Sundhed! o den er
En Skat af saare megen Værd,
For Dem, som Sygdoms Smerter plage,
Har Livet idel mørke Dage.
Hvad gavner dig vel Guld og Magt,
Naar du paa Sygeseng er lagt?
NB. Livet forkortes, Helbred og Sundhed ødelægges ved Fraadserie, Drukkenskab, Løsagtighed, Uforsigtighed og heftige Sindsbevægelser, som bitter Vrede, Misundelse, Ærgrelse o. f. Vogt dig vel for disse Feil.
2) Kap. Hvorledes man bliver fornøiet i sit Huus?
1. Man maae klogelig vælge sin Ægtefælle!
Søg ei Skiønhed, eller Rigdoms Kaar,
Naar du vælger dig en Ægtemage!
Ungdom, Skiønhed, Rigdom — alt forgaaer —
Arme Mand! hvad har du saa tilbage?
Søg en trofast, god og huuslig Viv!
Vent med Hende et lyksaligt Liv!
NB. Du Unge! Lad aldrig Forlibelse, Ær- eller Penge-gierrighed lede dig ind i Ægtestanden. Brug vel din Fornuft i Tide, at du ei bag efter skal fortryde dit Valg. Forældre! giører aldrig den Ulykke: at tvinge Eders Børn til en Ægtefælle! —
2. Man maae skikke sig vel i Ægtestanden!
I Ægtefolk! som her tilsammen vandre,
Og dele fælles Skiebne med hverandre,
Til hver af Eder lyder Herrens Bud:
Elsk altid huld og troe din Ægtemage,
Og vær i Glædens og i Sorgens Dage
Dens bedste Ven — da signes du af Gud.
NB. En reenfærdig, ordentlig, sparsom, paapassende, flittig, from og troe, og for sin Mand og Børn omhyggelig Kone er en overmaade dyrebar Skat. I Koner og Piger! mærker dette vel!
3. Forældre bør sørge vel for deres Børns Opdragelse!
O Du! til hvem Gud Børn betroer,
Kiend glad din Lykke! den er stor.
Opfød og plei og dan dem vel!
Forsøm ei Legem eller Siel!
I Dyd og Kundskab dem opdrag
Til Guds og Menneskers Behag.
Da fremmes din og deres Tarv —
Da giemmes dem den bedste Arv.
NB. Lydighed, Reenlighed, Ordentlighed, Arbeidsomhed, Taalsomhed, Nøisomhed og Blufærdighed ere Hoved-Dyder, som Børn tidligen maae vænnes til. Børn! øver flittig disse Dyder!
4. Man bør viise kristeligt Forhold mod Tienestefolk!
Mod Dem, som troelig tiene dig
Foruden Hyklerie og Svig,
Vær mild og venlig, kom ihu
At de er’ Mennesker, som Du.
Gud seer jo ei paa Kaar og Stand;
Kun Sind og Forhold dømmer han.
I Tienere! med Flid opfylder
Hver Pligt, som I Huusfædre skylder!
Da fremmes Eders eget Vel.
Tilfredshed, Yndest, Agt og Ære —
Og alles Kierlighed skal være,
Troe Tyende! din Løn, din Held.
Ær Kongen og hans høie Raad!
Giør uden Knur, hvad han dig byder!
Ved Hans Regierings viise Daad
Du Fred og Ret og Tryghed nyder.
Lyd Landets Love! og betal
Med Villighed alt, hvad du skal!
At fremme danske Brødres Held —
Derfor du stedse Omhu bære.
For Danmarks Hæder — Danmarks Vel
Dit hele Liv opoffret være!
NB. Vore Love ere retfærdige og billige — og vor Regiering menneskekierlig. Vor Jord er frugtbar, vore Vande fiskerige, og vore danske Landsmænd elskelige. Danske og norske Brødre! Saa godt et Fædreneland lader os elske høit!
4. Kap. Hvorledes man bliver fornøiet med sin Præst og Skolelærer? og de med os?
1. Viis dig, som du bør imod din Sielesørger!
Mod Læreren, som Dig fremleder
Paa Livets Vei til Himlens Glæder —
Og leder dig med Kierlighed,
Viis Agt og Venskab og Fortroelighed!
Elsk trofast Skolelæreren!
O elsk ham som din Hiertens Ven!
Han letter dig Opdragelsen —
Han dine Børn saa kierligen
Paa Dydens Bane leder hen
Til Gud, til Fryd, til Himmelen.
Forløserens Advarsel troelig giem,
Mens du skal her paa Jorden vandre:
"Hvad I selv vederfare vil af andre —
"Det samme giører I mod dem!
Mod Lidende giør vel med Glæde,
Om du vil Jesu Spoer betræde.
Han ingen trøstløs lod bortgaae —
Min Ven! gak bort — giør ligesaa!
Godgiørenhed din Fred betrygger,
Og din Siel en Himmel bygger —
Den mange Venner vinder dig —
Og Gud — selv Gud! du vorder lig.
Bevar din Siel for Falskheds Rænker!
Kun den, som ærlig handler, tænker
Kan nyde sand Lyksalighed.
Kun den, naar Dødens Time kommer —
For sin og Jorderiges Dommer
Kan møde med Friemodighed.
Skye bitter, but og smudsig Tale,
At skielde, buldre, bande, prale;
Alt Sligt, som giør slet ingen Gavn,
Vanærer stygt det kristne Navn.
Paalidelig og sanddru vær —
Og taus — thi ogsaa Taushed er
En yndig, gavnlig Dyd, hvorved
Du vinder Venskab, Agt og Fred.
Tænk først, naar du vil Løfter giøre:
Mon jeg dem ogsaa holde kan?
Er Løftet giort, du bør udføre
Dit Løfte, som en ærlig Mand.
Den Daare, som hovmoder sig,
Er derved høist foragtelig;
Men hvo af Hiertet ydmyg er,
Den yndes, æres af Enhver.
Vee den Mand, som elsker Kiv og Splid!
Slet anvender ham sin korte Tid;
Aldrig nød han Livets bedste Glæder.
Salig er Enhver, som elsker Fred!
Glæde her og evig Salighed
Efter Døden ham vor Gud bereder.
Din Broders Liv og Ære
Dig stedse hellig være!
Bedrøv ham ei ved Had!
Hvo andres Uheld søger,
Sin egen Qval forøger,
Og bliver aldrig — aldrig glad.
Har du en Ven, som troe og redelig
Din Med- og Modgang dele vil med dig.
Elsk saadan Ven, og bliv den evig huld,
Een trofast Ven er mere værd, end Guld.
O skulde du, som kiender Jesu Lære,
Fornægte den ved Vrede, Hævn og Had?
Beed for din Uven, som din Frelser bad,
Og stor din Løn — din Død skal roelig være.
Vi ere Brødre — Kristen, Hedning, Jøde —
Vi alle, som paa Jorden boe,
Skal engang hist for Herrens Trone møde
Og dømmes for vor Daad — ei for vor Troe.
Vær stedse villig til Medmennesker at gavne!
"Elsk Næsten, som dig selv!" er Herrens Bud.
Da skal du aldrig Fryd i Livet savne —
Og hisset faaer du Løn hos Kierlighedens Gud.
Kiere Menneske! stil dig ofte hen for dette Speil. Giv nøie Agt, hvordan dit Sindelag og Forhold stemmer overeens dermed, og stræb vel at rette dig derefter. Med oprigtig Venlighed og uden Spøg eller Forhaanelse peeg for de Uskikkelige paa de Steder, som de synde imod. Lad disse Viisdoms Regler ikke blot staae præntede her for dine Øine; men lad dem staae dybt indpræntede i dit Hierte til flittig Efterlevelse; thi ellers har du slet ingen Nytte deraf. Faaer du da Lyst til at samle større Forraad af Kundskab til Forbedring og Lyksalighed, da beed din Lærer, at han skaffer dig; "Staals Viisdoms Bog for den kristelige Landmand eller Lykkens hellige Opmuntringer" og, om du er øvet i at tænke: Bastholms "Viisdoms og Lyksaligheds Lære." I disse Bøger vil du finde den herligste Føde for din udødelige Aand.
Udarbeidet og udgiven af N. Blicher.