Ønone til ParisEn Heroide efter Ovid.Mon du vil læse dette? mon Nye Gemalinde der forbyder?O! læs det! giennemlæs det kun! Det fra Mycenisk Pen ei flyder.Jeg Pegasis Ønone, som, Berømt i Phrygianske Skove,Dybt saared’ min Anklager — om Dig nævne Min jeg end tør vove.Hvo skal jeg troe blandt Guderne Sig kunde saa mod mig erklære?Hvad er dog min Forbrydelse, At Din jeg evig ei maae være?Taalmodig faaer man finde sig I det, man lider for sin Brøde —Men straffes uden Skyld og Svig! — Det græmmed’ Mangen En til Døde;Din Æt og Byrd end ukiendt stod, Da jeg kun Dig udsaae til Mage —Skiøndt Nymfe af saa stor en Flod Min Herkomst var i Fortids Dage.Sandt: Priams Søn er Du nu vel — Men — dette kan du dog ei nægte —Da var Du kun en ringe Træl; Dog vilde Nymfen Trællen ægte.Tidt laae vi hist blandt Hiordene, Og hvilte under Bøgens Grene —Og falden Løv blandt Urterne Til Sengested os maatte tiene.Tidt maatte vi paa bare Straae — Og tidt paa Høe vort Leie flytte,For kolde Riimdug at undgaae, I en foragtet ringe Hytte.Hvo var det, som Dig viiste an Den Tid de Jagtbeqvemme Skove?Hvo var’de Dig: "Kom ei der, Mand! Der yngelrige Rovdyr sove!"Du husker vel, jeg gik med Dig, Og hielpsom Jagergarn opstil’de?Hvor troe de Støvre fulgte mig, Som over lange Bierg-Ryg iilde?End giemme troefast Bøgene Mit fulde Navn paa deres Stamme —End staar "Ønone" der at see — Din egen Kniv udgrov jo samme.Og, alt som Stammen voxer til, Saa voxer og mit Navn tillige.I Stammer! voxer ranke! til Mit Navn — min Roes I stedse stige!En Poppel — ei jeg glemmer den — Som plantet staar ved Flodens Bredde,Mærkværdig Indskrift giemmer end Som skal mit Navn og Ære rædde:Lev, ædle Poppel! lev, fordi Din Skrift Ønone blev tilegnet:Du har det skiønne Vers udi Din rynkefulde Bark indtegnet:"Naar Paris nogensinde kan "Ønone svige — og dog leve —"Da, da skal Xanthens Strømme-Vand "Sig opad til sit Udspring hæve."Nu — Xanth’! nu snart tilbage Du! I Vande maae nu opad stige!Glad aander falske Paris nu — Og har Ønone kunnet svige.Hiin Dag min Skiebne gav sin Dom — Da kom min Elskovs Vinters-Kulde,Da Juno, Venus, Pallas kom, At Du dem melem dømme skulde.Lynslagen bævede mit Bryst — Kold Gysen giennemfoer hver Aare,Da Du fortalte selv den Dyst — Hvert Lem tog til at skielve saare.Udi min store Skræk jeg gik Til sølvgraae vise Mænd og Qvinder:Det Svar hos alle dem jeg fik: "At her er Brøde, hver vel finder."Nu tømredes i hver en Vraae — Man ingen Siel tillod at nøle,Før Flaaden laae der — Bølgen blaae Modtog de vorbestrøgne Køle.Du græd, i det Du drog afsted — (Fragaae det vil Du dog vel ikke)?Meest lod Du denne Kierlighed Dit Navn beskæmme og beflikke.Selv græd Du — og tillige saae, Mit Øie flød som aabnet Aare —Man skulde seet os der at staae, Og blande vore Veemods Taare!Ei saa Viinranken hæfted’ sig Til Elmen, som i Midten groede,Som Du den Gang omslyngde mig, Og som Du tæt min Hals omsnoede.Ret ofte klagede Du jo, "At Modvind holdte Dig tilbage" —Da dine Medsøemænd — de loe: Den Vind var god i samme Dage.Dit Afskeds Kys Du gav, og tog — Gav eet endnu, og fleer tillige —Og saa tilsidst — hvor var det dog Din Tunge tungt: "Farvel" at sige?En stille Vind nu blæste op, Som snart de slappe Seil udspilte —Nu Skibet stolt med Taul og Top Igiennem hvide Furer iilte.Jeg arme følger immer fort — Saavidt, som Synet vil tilstæde —De Seil, i det de fyre bort — Min Graad den sandig Bred’ maae væde.Og grønne Nereider 1 bad Jeg; snart igien du maatte komme —Jeg Daare vidste da ei, hvad Jeg bad, mig selv til liden Fromme.Jo — rigtig kom Du paa min Bøn — Du kom; men til en andens Lykke.O! Vee mig! Til min Ømheds Løn En Skiøge grum mig skulde trykke.Et Bierg, Naturen Formen gav — Et Bierg saa høit, som hine Fielde,Giør Udsigt paa det store Hav — Og standser Havets Bølgers Vælde.Fra dette var det, at jeg først Paa dit velkiendte Skib fik Øie —Og mig paakom en hæftig Lyst: Mod Dig tilfods mig at forføie.I det, jeg stod og nølede, En Purpur-Glands mit Øie brændteFra Skibet. Strax jeg studsede: Den Dragt var ikke din, jeg kiendte.Det nærmed’ sig — løb ind i Havn — Mit Hierte skialv — Jeg saae en Qvinde —Ei nok — hvi blev jeg? I din Favn Hang fræk din skamløs’ nye Veninde.Da sleed — da slog jeg mig mit Bryst — Og reev de taarevaade Kinder.Mit Klageskrig min Hylerøst Igiennem hele Ida rinder.Saaledes lide Helene! Af sin Gemal forladt hun græde!For al mig paaført Ak og Vee Hun selv min Jammer-Hylen qvæde!Nu er det din fortiente Løn Hvad Du paa vilden Hav skal lide.Saa alle falske Ægtemænd Med Havets Hævne-Bølger stride!Nei — fordum, da Du fattig var, Og Hiorden vogtede, som Hyrde,Ønone kun, som Hustrue, bar Da villig fattig Hyrdes Byrde.Din Rigdom ei indtager mig, Din Kongeborg mig ikke blinder —Ei det: at regnes — gift med Dig — Blandt Priams mange Svigerinder.Dog var det Priam ingen Skam: En Nymfes Svigerfader være:Jeg var vel værd en Mand, som ham — Min Haand vel kunde Scepter bære.At jeg ved Bøgen laae hos Dig — Mig til Foragt Du ei maae regne:Langt bedre kunde visselig En Purpur-Brudesæng mig egne.Desuden sikker nok Du jo Vor Elskov havde kunnet drive:Uhævnt din Kierlighed og Troe Af fiendtlig Hær da skulde blive.Bortrømte Tyndaris 2 man nu Med væbnet Haand tilbagetvinger —Det er den Medgift, Stolte! du Din vakre Brudgom, Paris bringer!Og spørg kun, Paris! om Du skal Dit Bytte Græker igiengive?Spørg Broder Hector 3: om Du skal? Spørg Flere: Svaret ja vil blive.Spørg kun Antenor, gamle Mand, Spørg Priam selv: hvad han vil raade?Dem satte Alderen i Stand: At raade Dig til Gavn og Baade.Slet Lære: For sit Fødeland En stiaalen Qvinde foredrage!Din slemme Sag ei holder Stand: Retfærdigt Sværd kun Helte drage.Og Daare er Du, hvis Du troer, Spartanerinden troe at blive:Hun, som saa hastig færdig, foer, Sig i dit Favnetag at give.Som nu Atrides 4 raaber Hævn Mod sin troeløse Ægtemage,Saa Du og Hævn skal raabe. Nævn Een Boler! Hævn ei maatte smage!Viid: Kydskheds Dyd, som lader sig Ved ingen Kunst tilbagekalde,Forkrænket er — og troe kun mig: At Kydskhed kun eengang kan falde!Saa, som hun brænder nu for Dig, Hun før for Menelao brændte:Dog nu forladt han finder sig — Saa snart sig Elskovs Heden endte.Lyksalige Andromache 5! Velgift med trofast Ægtemage!Troe jeg — din Broder lignende — Min Mand var bleven alle Dage.Men lettere, end Løv, Du er, Som ved hver Vind sit Sted omskifter.Og solbrændt Ax — det veier meer, Som Vinden hid og did henvifter.Din Søster 6 selv — for mange Aar — (Jeg tænker tidt: Med hvilken Ynde?)Med flagrende, nedslagne Haar Mig denne Spaadom forenynde:"Ønone! o! hvad giør du dog? "Hvi vil du Sæd i Sand udsprede?"Dit søde Haab dig skuffer, og "Omsonst du pløier Havets Bredde."En Grækisk Qvie kommer, som "Dit Fødeland og Slægt omkommer!"Forbyd det, o Ønone! om "Du kan — En grækisk Qvie kommer!"Det stygge Skib til Havets Bund "Betids — betids, I Guder! sænker!"Det fører — ak! hvor megen — Grund "Til Phrygisk Blod — til Rov og Rænker" —Her midt i sin Begeistrings Fart Hun standsedes af Opvarterinder;Men jeg — jeg skialv, og Skrækken snart Stod læselig paa mine Kinder.Ak! hvad Du den Gang spaade mig, Mig Arme alt for sandt er hændet:Hiin Qvie mine Skove sig Nu haver rigtig nok tilvendet.Er hun end skiøn — hun er dog kun — Ei mindre, eller meer — en Skiøge:Forelsket i en Fremmet hun Med egne Guder kunde spøge.En Theseus 7 — om jeg mindes ret — (Den Theseus veed jeg ei at kiende)Nok: Theseus — saa fortælles det — Er een Gang forhen rømt med hende:Hiin unge og forelskte Nar Den Jomfrue vel tilbagegiver —"Hvorfra jeg alt saa nøie har "Udspurgt?" — "Jeg elsker" — Svaret bliver.Skiønt "Vold" Du kalder dette kun; At Lasten selv, saa nævnt, ei høres:Hun, som saa tidt bortførtes — mon Hun ei har villet selv bortføres?Men kydsk Ønone bli’er — og troe Mod sin troløse Ægtemage.Og skuffes selv — det kan Du jo, Hvis man af Dig vil Regel tage.Mig søgte og Satyrer 8 nok — (For dem jeg mig i Skoven skiulte)Og raske, kaade Satyr Flok Paa Støverviis mig tidt forfulgte.Og hornet Faun 9 — om Hovedet Bekrandset med granformig’ Takker —Hen over stolte Fielde let Mig fulgte nok saa rask og vakker.Ja Troiæ Mures Ophavsmand 10 Hvis Ærlighed var kiendt og prøvet —Mig alt for heftig elskte han — Og han min Jomfrudom fik røvet.Dog vældig stod jeg ham imod: Jeg søndersleed mit Haar af Harme,Mit Ansigt reev jeg indtil Blod, Ei skaanende mit Bryst og Arme.Ei heller jeg Foræringer — Som til Belønning — fordre vilde.Sit Legem sælge: skiendigt er, Og klæder Kiønnet meget ilde.Jeg af ham Selv 11, hvem jeg anstod, I Lægekunst oplært er vorden.Min er hver Lægeurt og Rod, Som voxer overalt paa Jorden.O! vee mig dog! at Kierlighed Ved ingen Urt sig lader tvinge!Min Lægekunst og Kyndighed Ei mindste Nytte mig kan bringe.Selv han — den Lægekunstens Mand — I mig forelsket maatte blive.Den Hielp, som Guden selv ei kan, Den kan mig, Paris! Du kun give —Du kan — og jeg har det fortient: Viis Medynk med en værdig Pige!Ei er jeg Dig fra Græker sendt — Ei bringer jeg Dig blodig’ Krige;Men Din jeg er; med Dig jeg var Fortroelig kiendt i Ungdoms Dage —Din vil jeg være — Hør mig snar! — Kun Din den Tid, jeg har tilbage.Blicher.