De bygged’ DIG et Bedehus
af store Klippeblokke.
Tungt kalder gennem Dagens Brus
den gamle Bronceklokke.
Det maner mørkt fra Kryptens Rum,
hvor svære Kister smuldre —
en Frøkenlæbe, som blev stum, —
to fine Knokkelskuldre — —.
Det truer tyst bag Kistefjæl,
hvor Knoer sagte skure:
Strø Aske paa Din røde Sjæl
og knæl bag disse Mure!
O I, som søgte Helsebod
i mugne Mures Skygge,
med Sporeklir, paa Kludefod,
vi har ej samme Lykke.
Thi jeg blev skabt til Vandringsmand,
GUD smilte, da jeg fødtes,
ad Rosensti, paa Sten og Sand
min Ungdom sødt forødtes.
Jeg græd en Gang, saa Øjets Bund
blev tør og uden Væde,
da lærte jeg af Hjærtensgrund
at skønne paa lidt Glæde.
Dog, hvis DU vil, fra Festens Brus
jeg gaar foruden Klagen,
thi jeg beskikkede mit Hus,
skønt det var midt paa Dagen.
Men lad mig tøve lidt endnu
ved Livets gode Gilde,
DIN Verden er saa dejlig, DU,
og vi har Tid at spilde — — —