Min Ungdom var et vældigt Træ —
aa, om I rigtig vidste —
og Piger daled’ paa mit Knæ,
som Fugle smaa paa Kviste.
Blandt BRØDRE gik jeg for en stor
og fiffig Fuglefænger —
hver Dag laa Vildtet paa mit Bord!
(Hver Dag — nu gaar der længer’ —.)
Men skal jeg derfor gøre Bod
og klynkevorren græde —
det som var Støvets Kød og Blod,
det blev jo Aand og Glæde.
Nu smiler Pigerne bag Glas
i smaa forgyldte Rammer —
de fik den bedste Solskinsplads
i gammel Ungkarls Kammer.
— — —
En Gang skal om min Kiste staa
tre graa og gamle Venner
med latterlige Hatte paa
og sorte Handskehænder.
Læg varsomt i min Kiste ned
den gyldne Billedrække —
I skal i Tid og Evighed
mit slukte Hjærte dække.
Jeg takker Jer af al min Sjæl,
I var min Trøst og Glæde,
skønt Ingen ved min Kistes Fjæl
skal Enketaarer græde.