Du sover i Skyggen af Ahorn,
det duver, det sortnende Løv.
Skoven suser saa varsomt
over Dit aandende Støv.
Jeg ligger og ser paa Dit Ansigt,
paa Øjnenes sitrende Laag,
alle de smaa, fine Rynker,
de henfarne Dages Sprog. — —
Hvor sært, at vi mødte hinanden,
først kun for Spøg og i Leg,
vi var som to Børn, der fulgtes
et Stykke den samme Vej.
Dit Hjærte, der elskede andre,
blomstrer nu ene for mig —
og se — jeg selv er forandret,
jeg tænker jo kun paa Dig.
Kun gode Ord vil vi tale
paa Vejen, vi vandrer nu,
og skilles vi fra hinanden,
vi hvisker: Paa Gensyn, Du —.