I denne Aften har jeg set Din Sjæl,
og den var heltud skøn og heltud god,
forklaret steg den af Dit Kød og Blod.
Hvor var al Døgnets tarvelige Tant —
det Slam, der fældes ud i vore Sind,
de smaa og store Løgnes klæge Spind.
Du fandt de stille Ord, de dybe Ord —.
Aa, er det sandt, at den kan vare ved,
den lykkelige, rige Hjærtefred —.
Den ene Aften var en Evighed,
fjærnt fra min Barndoms Stjærner bar den Bud —
i denne Aften har jeg anet GUD —