Du søger mine Læber
og fatter om mit Haar
med et enfoldigt Kærtegn,
som Hjærtet kun forstaar.
Derude dufter Natten
af Sommertræers Løv,
og over Tage drysser
det tyste Maanestøv.
En Fuglerøst begynder —
et dunblødt, dunkelt Fløjt,
der svulmer tungt og stiger
og vælder jubelhøjt —.
Ak, nye Aftner kommer,
hvor Du, der nu er nær,
skal møde andre Øjne
i andre Stuers Skær.
— — —
Naar Nattergalen hulker
sit Hjærte halvt itu
en saadan Maaneaften —
aa, kom mig da i Hu.