Hun er lille og styg —
naar hun gaar mig forbi, slaar hun Øjnene ned,
for hun ved,
hun er lille og styg.
Jeg har mødt hende tidt,
naar hun gik fra den mørke Butik i en Dragt
uden Pragt,
hendes Hæle var slidt.
Dette hørgule Haar
har hun sat i en Knude, en fattig og stram
bag en Kam,
dette ydmyge Haar.
Jeg har set hendes Sjæl,
ja, en Aften, da Himlen var Roser og Blod —
jeg forstod,
for jeg saa hendes Sjæl.
Saa forunderligt sky
har hun løftet sit Blik mod den fremmede Mand;
om dets Rand
var der Skygger af Bly.
Kun en eneste Gang —
men nu slaar hun sit Øje undseeligt ned,
for hun ved,
hun er lille og styg —