Naar jeg er død, da skal I ikke græde,
med Vin og ej med Taarer skal I væde
det Bord, hvor vi har talt saa gode Ord,
og I skal mindes hine vise Dage,
da vi med Smilen bladede tilbage —
hvornaar blev nogen klog
paa Skæbnens Bog.
Fyld kun med ædel Vin mit Glas til Randen.
Jeg læned’ tidt dets tunge Kant mod Panden —
min Aand vil gribe det med Skyggehaand —
og naar vort tyste Gilde er til Ende,
da gaar jeg til et andet Lag kan hænde —
at løfte mine Ord
i Glædeskor.
Gid I maa mindes mig med Smil om Munden —
gaa til min Grav i Foraarsaftenstunden,
strø paa mit Støv det nysudsprungne Løv.
Thi HAN, som skabte mig, vil naadig smile:
Kom, hvil Dig efter Dine muntre Mile,
Du fik jo kun Forstand
som Spillemand.