I. PAA CYKLE I MEDVIND
Jeg bæres af Blæsten
og rører mig næsten ikke.
Det støver om Vejkantens Tuer,
og Majsolens sitrende Luer
paa Panden og Kinderne prikke.
Med smørgule Lokker
i hullede Sokker kigge
smaa Unger med maabende Munde
og holde paa bjæffende Hunde,
mens Mødre paa Bænkene strikke.
Paa udspændte Liner
smaa røde Gardiner daske,
og lavt over Rugmarkens Flager
forpjuskede sortegraa Krager
med Skræppen mod Vindstødet baske.
Og Vejrmøllens Vinger
som kantede Klinger hviner.
Det knirker i Vejrmøllehatten,
hvis Indre er skummelt som Natten.
I Døren staar Svenden og griner.
II. MOD AFTEN
Men Vinden, der blæser,
saa Vejrmøller hvæser, trættes,
og Skyer, der krummes som Larver,
faar Vinger med straalende Farver,
før helt de i Skumringen slettes.
Og Stjærne ved Stjærne
frempibler af fjærne Dybder,
Og Kulden begynder at stige
fra Nattens og Skyggernes Rige
og isner som Afgrundens Krypter.
Men gult bagved Hække,
der knoppede strække Grenen,
et Lys fra en Krostuerude
har liflige Ting at bebude —
snart staar jeg paa Forstuestenen.
Og snart skal mit Øre
fra Puderne høre Suset,
der klager i bønlige Toner
som Fugl, der er fanget i Doner
i Mulmet, der ruger om Huset.
Aa, da skal mit Indre
som Skyer, der tindre, graane
i Søvnen, der stiger af Dybet
velsignet af Sjælen og Krybet
i Skæret af Stjærne og Maane.