Langs Stadens Mur
gaar Folk adstadigt Tur
ind under Løvportaler sindrigt skaarne,
mens Klokker bimle i de grønne Taarne.
Langs Græsrabat
med lodden Kastorhat
og Kalvekrøs og gylden Knap paa Stokken
den aldrende DON JUAN betragter Flokken:
Hvem er det dèr —
en Kende hoftesvær —
som vævert fører sine Strikkepinde —
for Fanden, skulde jeg mon nogensinde — —.
Han studser lidt
og mindes alt med ét —
det Smil bag en Matrones Kysehætte,
mens MANDEN skuler som en skummel Jætte.
Som Dejg er nu den Kind,
hvis Smilehul sank ind —.
O, Du agtværdigt trippende Matrone,
Dit Haar var som en tung Madonnakrone!
Dit gyldne Haar —
ak, som et Pudevaar
udstoppet er den før saa smalle Pige —
ja, hvordan var det nu — en Havestige
i Maaneskin —
en ferskendunet Kind —
et Spejl i en af Stuens dybe Kroge —
hvor var vi unge og slet ikke kloge — —.
— — —
Hun gik forbi,
forsvandt blandt Folk paa Sti —
men MANDEN vender sig endnu og skuler
med Øjne som to uafskudte Kugler —