Min Vugge stod i TURKESTAN,
min Moder kaldtes MALIBRAN,
hun spaaede i Kort og sang
og endte i en Galgestang,
hun lærte mig mit Tingeling,
mit Tangelang,
mit Ting-Ting-Ting.
Den endeløse Landevej,
den lokker mig, den kalder mig —
paa Vandring uden Med og Maal
jeg slider skæv min Støvlesaal
og nynner paa mit Tingeling,
mit Tangelang,
mit Ting-Ting-Ting.
Men naar jeg kommer til et Hus,
saa nægter de mig Ske og Krus
og skælder mig for Tyvedreng
og bander mig og al mit Slæng
med hele vores Tingeling
og Tangelang
og Ting-Ting-Ting.
Kun Piger smiler, hvor jeg gaar,
og glatter hastigt deres Haar,
og be’r mig spille, hvis jeg vil,
saa vil de gerne danse til
mit kære lille Tingeling
og Tangelang
og Ting-Ting-Ting.
— — —
Men hvem skal se min sidste Stund,
naar som en vild og skabet Hund
med Skindet ømt af Hug og Spark
jeg styrter paa den øde Mark
med al mit stakkels Tingeling
og Tangelang
og Ting-Ting-Ting.