Der var en Gang i denne Stad
en Købmand, som de kaldte Glad.
Han handlede med dikomdi
og dokomdi og dikomdej,
Rosiner, Hvedemel
og Peber og Kanel.
Hans Hjærte var en ladt Kanon,
han ægtede en ung Person,
der ikke kendte dikomdi
og dokomdi og dikomdej,
i Selskab var hun bly
og mæled’ ej et Kny.
Men da hun vel var bleven gift,
hun viste Klo, og den gav Rift.
Hver Dag blev fyldt med dikomdi
og dokomdi og dikomdej,
og raabte Manden: Stop!
Saa knalded’ hun en Kop!
Og dette lille, kære Skarn
en skønne Dag ham fødte Barn,
en lille Tøs med dikomdi
og dokomdi og dikomdej,
jeg syn’s, det var en Skam,
den ligned’ ikke ham.
Man hvisked’ om en Officer,
der havde ligget i Kvarter
med Sporer og med dikomdi
og dokomdi og dikomdej.
Fru Glad sad godt til Hest,
paa Skødet allerbedst.
Hvert Aar laa hun i Barselseng,
snart blev det Pige, snart en Dreng,
Glads Pandebrask fik dikomdi
og dokomdi og dikomdej,
jeg syn’s, det var en Skam,
at ingen ligned’ ham.
Da kom en Herre til vor By,
straks sa’ Fru Glad: Der er en ny!
Og Fruen gjorde dikomdi
og dokomdi og dikomdej
og aabned’ Dør paa Klem
og bød ham gæstfrit hjem.
Han halted’ paa den ene Fod,
hans Slips var plettet som af Blod,
og i hans Blik var dikomdi
og dokomdi og dikomdej.
Han sa’: Hvad angaar Navn,
min Frue — til hvad Gavn?
— — —
Ved Midnat hørtes Skrig af Skræk,
og næste Dag var Fruen væk.
I Stuen fandt man dikomdi
og dokomdi og dikomdej.
Og Huset stank af Svovl,
fortalte Per og Povl.
De paastod — og med rene Ord,
at hun hin Nat til HELVED for
til Straf for alt det dikomdi
og dokomdi og dikomdej.
Men hendes Døtre, Du,
de lever sgu’ endnu!