I Konsulindens Kabinet
sad stud. polyt. Hr. T.
med Husets Datter Violet
paa samme Kanapé.
Det var et yndigt Kabinet
med Palisandergulv,
og Husets Datter Violet
var sød med Smilehul.
Hun sad og pludrede saa smaat:
„Min Far ta’r sig en Lur,
for det bekommer ham saa godt,
og lille Mor gaar Tur —“,
og hendes Læbe kom saa nær
Hr. T’ses Overskæg —
hun dufted’ som et Blomstervejr,
var det med Overlæg?
Det Smilehul, det blonde Haar,
den mælkehvide Tand!
Hr. T. var ikke fra i Gaar,
men en beleven Mand —
han lempede sin Arm omkring
det fine Silkeliv,
og hun — hun lod som ingen Ting,
gav efter som et Siv.
Se — se — det gik jo ganske let —
han kyssed’ hendes Mund.
Igen — igen, bad Violet,
men i den samme Stund
blev Døren sagte listet op
af Konsulinde Ørn,
der hulked’ af sin fulde Krop:
Til Lykke, kære Børn!