Kvindens Skabelse
og hvad deraf fulgte
og hvad deraf fulgte
I. UNGKARLEN
I PARADISETS HAVE,
der var et smukt Enklave,
sad ADAM under Grene
og følte sig alene.
Fra Havens dunkle Kanter
kom hvide Elefanter,
og Dyr med Mimremule,
og blaa og grønne Fugle.
Forsigtigt mellem Tænder,
i Snabler, Næb og Hænder,
de bragte Sommerroser
og vilde Abrikoser.
Og Løven strøg sig kælen
om ADAMs Læg og Hælen —
men intet kunde lindre
hin Pine i hans Indre.
Han havde ingen Glæde
ved det, som man kan æde.
Han kendte ikke Navnet
paa Sødmen, som han savned’.
Bag Skyers Kuppelrader
gik grublende GUDFADER
i Kaabe sid og læget
og smilede i Skæget.
II. KVINDENS SKABELSE
Og GUD lod Natten komme
fra Dybets sorte Lomme,
og Stjærner, dugbestænkte,
blev over Himlen hængte.
Og ADAM faldt i Slummer —
som Luthens Lyd forstummer,
naar Haanden over Strænge
sig lægger tyst og længe.
Men GUD, der stadig smilte,
tog frem en Fil og filte,
i Skær af Stjærner hvide,
et Ribben af hans Side.
Det lagdes i en Gryde,
der gav sig til at syde.
Saa hældte GUD paa Stegen
et Stænk fra „Mælkevejen“,
lidt Duft fra Nattevinden,
lidt Angst fra Hjortehinden,
lidt Ingefær og Peber,
et Stykke Djævlelever.
Og frem af Dampen stiger,
mens Nattens Skygger viger,
se, Jordens første KVINDE,
der famler som i Blinde.
Og Morgengryets første,
forgyldte Straalebørste
belyser dette Under,
der ser sig om og grunder —
og retter lidt paa Haaret
med Haanden fin og aaret
og klør sig lidt paa Maven
og vandrer ud i Haven.
Se dér — i Morgenvarmen,
med Hovedet paa Armen,
en uredt Yngling hviler,
mens han i Drømme smiler.
Hun piller ved hans Hænder
og prikker paa hans Tænder
og dækker Ribbensflængen
med køligt Græs fra Engen.
Med Kinden rød som Kobber
hun bøjer sig forover,
og blidt som Sommervinden
hun kysser ham paa Kinden.
Han aabner Øjet, lukker
det til igen og sukker:
Den Ild i søde Strømme,
det kan kun være Drømme.
Men EVA napper, tjatter,
og endelig han fatter
og bliver ganske vaagen
og ser der sidder nogen.
— — —
Saa kæmmer hun hans Lokker,
og Dyrene sig flokker
og viser vaade Tænder
og slikker hendes Hænder.
Han kysser Smilehullet.
O Fryd i Mellemgulvet!
— Og hvor de unge sade,
blev alle Blomster flade.
III. SYNDEFALDET
En Dag i Havens Gange
traf EVA paa en SLANGE, —
og Talen blev fortrolig:
Om Elefantens Bolig,
om Blomsterne, om Vejret,
om ham med Flammesværdet.
Han voved’ denne Sætning:
De har en smagfuld Fletning.
Men siden blev han dristig
og nærmed Tungen — listig —
til EVAs lille Øre,
at ingen maatte høre:
Hun sagde: Saah — og studsed’.
Saa saa hun ned og blussed’
men fulgte, lidt forlegen,
da SLANGEN viste Vejen
til de forbudne Frugter
i lune Solskinsslugter.
En dumped’ ned paa Brystet,
da SLANGEN Træet rysted’.
Hun legede med Frugten
og fryded’ sig ved Lugten
og slikkede en Smule
paa dette glatte, gule.
Og SLANGEN gled langs Armen
og kildred’ over Barmen:
Se, hvis Du nu tør bide,
saa faar Du ALT at vide.
Saa bed hun — hvilken Sødme!
Og Stænk af Purpurrødme
gled langsmed Halsens Side,
da hun fik ALT at vide.
— — —
Da ADAM kom fra Marken,
lidt træt af Knoldesparken,
bød EVA ham at æde,
han sagde Tak med Glæde.
Af Saften ganske vaade
de fraadsed’ uden Maade.
Og Skyggerne blev lange
i Paradisets Gange.
— — —
Mørk vandrede GUDFADER
imellem Skyfacader,
men da han kom til Haven,
krøb SLANGEN bort paa Maven.
De to krøb bange sammen
i Buskene bag Stammen
og følte sig saa nøgne.
Og EVA fandt paa Løgne,
men ADAM banded’ SLANGEN.
Man greb dem en ad Gangen.
Smaa Engle hulked’ stille
og glemte rent at spille.
— — —
Med store Figenblade,
der meget daarligt sade,
blev begge sat paa Porten
med Lyn og Hagl og Torden.
Paa VERDENs øde Hede
var ingen Blomsterbede,
og barsk var Nordenvinden,
der blæste dem om Kinden.
Ved Havens spidse Porte
stod Folk i gylden Skjorte,
Og langvejsfra saas Skæret
af ham med Flammesværdet.