— og ADA fødte JABAL; han blev Fader til dem, der boe i Telte og beflitte sig paa Besiddelse. Og hans Broders Navn var JUBAL; han blev Fader til dem, der røre Harpe og Fløiter.
1 Mosebog, IV Capitel, 20–21 Vers.
En dejlig Sommermorgen,
da Hjorden laa og gumled’,
gik JUBAL gennem Græsset
henrykket og fortumlet
ved alle Træers Skønhed
og Skyens Morgenrødme,
ved Livets vilde Vælde
og Blodets tunge Sødme.
Han greb i Buestrengen,
og Bjørnesenen toned’ —
han raabte mod JEHOVA,
der højt bag Skyen troned’:
„Solen staar frem i sin Vælde
akba — akbora — min Tunge faar Mæle —
som en Tyr, der tvinger Koen i Knæ,
Mechüjael, ja som Du!
Jorden er hvid af Blomster,
Se, alle Stjærner er styrtet ned.
Viküsi — Viküsi — hør min Sang,
den er ved at sprænge mit Hjærte!
Den unge Bjørns Sene kan tone —
min Flintepil skal springe fra Snoren
og dræbe den bævende Daa —
akkabüsi — til JEHOVAs Ære!“
— — —
Hans brune Kinder blussed’ —
men Kvæget bare gumled’,
og Kvieøjne maabed’,
og Kalvemaver rumled’.
Og bagved Tamarisken
stod JABALs Æt og grinte —
en Haandfuld Faarebønner
om JUBALs Øren hvinte.
Men se — en lille Pige
lod sine Kinder glide
mod JUBALs lodne Kinder
med Kærtegn smaa og blide.
Og gennem Skyen talte
JEHOVAs Faderstemme:
Hav Tak, min Søn, min Lille —
det skal jeg aldrig glemme.
Du JABALs Slægt skal evigt
i Kræmmertelte færdes —
og Mønterne skal yngle,
mens Hjærterne forhærdes.
Men JUBALs Slægt skal komme
og sidde om min Trone,
og hver skal faa en Harpe,
og hver en Englekrone.