Fynsk Foraar
Et bukolisk Digt
Et bukolisk Digt
I. DEN FYNSKE Ø
Som en græsgrøn Plet, naar Sneen maa tø,
som et Aakandeblad paa den dybe Sø,
ligger den vaarlige fynske Ø.
Nu blomstrer det knortede Æbletræ
bag Bakker, der rundes som Pigeknæ,
og det breder sit Flor over Folk og Fæ.
I Haver, hvor isnende Snefnug sprang,
rejses den strittende Humlestang,
at Humlen kan vokse sig svaj og lang.
Og alle Folk synes, at Dagen er sød,
fra Morgenens Guld og til Aftenrød,
og de mimrer ved Tanken om Boghvedegrød.
II. EN UNG PIGE
Aa se, nu kommer Vaaren
til Haven og til Gaarden,
og Luften er saa tynd og klar,
og uden Lue gaar „vor Far“;
saa mange Tanker Hjærtet faar,
som ingen Moders Sjæl forstaar.
Og „Mis“ gaar ud i Solen,
før laa den lunt paa Kjolen
og leged’ med „vor Mor“s Garn,
mens Blæsten peb som vrantent Barn,
og Bedstefar i Ovnens Krog
mildt grunded’ over Bibelsprog.
Aa se, nu kommer Vaaren
til alle her paa Gaarden,
og Stuen er saa lav og trang,
og Hjærtet løber fuldt af Sang,
saa det er ved at sprænges —
er det fordi det længes — —.
III. EN UNG MAND
Den milde Dag er lys og lang
og fuld af Sol og Fuglesang,
og alt er saamænd ganske godt,
naar blot — — naar blot —
naar blot vor Nabo’s Ilsebil
vil det, som jeg saa gerne vil —
vil lægge Kinden mod min Kind
med samme varme Sind —.
Vil række mig sin lille Haand
med samme redebonne Aand,
vil lukke Øjet som til Blund
og give mig sin Mund.
Ja, Dagen, den er lys og lang,
og der er nok af Fuglesang,
men jeg er bange, Ilsebil
vil ikke det, jeg vil —.
Bag Hækken kommer Ilsebil —
mon det er mig hun smiler til —
hun bærer Mælk i klinket Fad
og giver Katten Mad.
Nu smi— nu smiler hun igen,
min Ilsebil, min egen Ven —
det er som selve Solens Skin
faldt i mit Hjærte ind.
IV. BØRNENE
DRENGENE:
Lad os gaa ud at lege —
her er min nye Top —
den kan sig rigtig dreje
og gøre Rejehop.
PIGERNE:
Og vi vil binde Kranse
af Bukkar og Viol
og med hinanden danse
i Vaarens milde Sol.
EN LILLE PIGE:
Hør Hans, hvis Du vil komme —
og vi kan hjælpes ad,
saa har jeg i min Lomme
to Stykker Sukkermad.
DRENGENE:
Ja, Hans, hvis Du vil lege
med Pigebørn i Flæng
og danse rundt og neje,
er Du en TØSEDRENG!
V. EN GAMMEL UNGKARL
Dér har vi den aldrende Sol igen,
velkommen til Gaarden, Du gode Ven!
Du kommer med Blæst, Du kommer med Støv,
Du aander paa Knoppen, saa bliver den Løv.
Nu kommer Du ikke med Uro mer’,
mit Hjærte er roligt, hvad end der sker —
det er som et stænget og øde Hus,
naar Foraaret kommer med Sus og Dus.
Til Dansen gaar Pigerne Arm i Arm,
den ene er hed og den anden er varm.
De unge — de klapper med blide Dask,
de gamle — de laver sig tidt en Krabask.
Jeg tænder min Pibe i Aftenfred,
naar Solen er sunken i Vesterled —
jeg kigger mod Maanen fra Vinglassets Bund,
for Piben og Glasset — de deler min Mund.
VI. DEN BLINDE SPILLEMAND
Nu kysser Solen mit Øjelaag,
og Luften syder som Vand i Kog.
Jeg aander fugtige Markers Lugt,
nu er vist al Ting kulørt og smukt.
Man hører Lyde saa langvejs fra —
Jeg famler frem med forsigtig Fod,
for ej at snuble mod Sten og Rod.
I Lommen har jeg min Klarinet,
min bedste Trøster, naar jeg har grædt,
den gemmer Viser i Hobetal
bag kolde Klapper af glat Metal.
Og Smaabørn danser, hvorhen jeg gaar,
med varme Kinder og Silkehaar —
smaa Hænder søger min gamle Haand,
det er som rørte jeg Vaarens Aand.
VII. DE GAMLE
Saa sætter vi Piben i Ovnens Krog
og lukker den skindklædte Bibelbog.
Det er den velsignede Foraarstid,
og Gigten er bleven lidt mere blid.
Vi tager hinanden i trofast Haand,
hver Finger er krum som en krøget Vaand.
Langs Haverne puster den milde Vind,
der luner det kuldskære gamle Skind.
Men naar vi har rokket en lille Tur,
saa længes vi efter en lille Lur,
for Gammelfolk hælder mod Støvet ned
og længes mod Hvilen i Evighed.
VIII. DANSEVISEN
Kom med Fiol og Klarinet,
vort Vinterhjærte hungrer,
og spil os op en Himmelspræt,
saa hele Øen gungrer.
Hver ta’r sin Hjærtenskær i Haand,
nu vil vi alle danse.
Vi gaar i Vaarens Ledebaand,
og intet kan os standse.
Og har Du ingen Hjærtenskær,
saa kan Du faa Sophie,
hun er vel nok en bitte svær,
men en forstandig Pige.
Vi stikker Blomster i vor Hat
og løser op for Frakken.
Kom, giv mig saa det Kys, min Skat,
foruden al den Snakken.
Vi danser Foraarsdagen hen
og glemmer Vint’rens Plage,
for vi har mer end nok igen
af glade Ungdomsdage.
Se — Æbleblomster drysser over Vejen,
og NATTEN er vor egen —