I denne gode Aften,
hvor hvert et Glas er fuldt,
og Livets Bølger klukke
saa lempeligt og smult —
i Aften vil jeg tage mig en Slurk
for den, der tog imod hver dunet Purk.
Du tog mig mildt om Nakken,
da jeg til Verden kom,
og trimled’ kyndigt Svøbet
omkring min trinde Vom,
og da jeg skreg — hvad gav Du mig til Trøst?
En FLASKE, som jeg pattede med Lyst!
Hav Tak, Du ferme Kvinde,
der lempede mig frem
til alle stærke Glæders
og alle Sorgers Hjem —.
Jeg mumler op i Glassets dybe Bund:
Velsignet være du, min Fødselsstund!
En KÆMPESLURK, fordi Du
med samme faste Haand
fremtrylled’ muntre Piger
med sød, usnærpet Aand!
Drik, alle gode Venner, nok en Slurk,
fordi det ikke altid blev en Purk!