Den gode gamle Glæde
ta’r atter hos mig Sæde
og slaar mig paa min Skulder
med sin Vennehaand.
Fra Øjenkrogens Rynker
hans Straalesmil mig ynker,
fordi jeg trasked’ om i
Sorgens Rendebaand.
Du sande Ven, Du Kære,
nu vil vi sammen være —
jeg knytter festligt Sløjfen
om min Knækkeflip,
mens Sorgen dukker Nakken
med Sukken og med Ak’en
og bøjer dybere sin
vrantne Næsetip.
Nu vil jeg prise Lyset,
nu vil jeg glemme Gyset
ved Tanken om en Kistes alt
for kvalme Laag —
tidsnok bli’r Røsten sprukken,
og Sengehalmen muggen,
og tidsnok hviler Hagen paa
en Salmebog.
Se Vinen lod jeg urørt,
og Spøgen lod jeg uhørt,
og trægt løb Blodets Ildstrøm
i min Gudekrop.
Mod Væggen slog jeg Skalle,
mens Sorgen hældte Galde
og rakte mig med Jammerrøst
sin Tudekop.
Men Du har Vin i Flasken
og HIMMELHØNS paa Tasken
og Viddets Salt til Dagens
ferske Sulemad.
Fra Sækkens Dyb Du henter
de muntre Instrumenter,
mens Solen spejler sig i
tinnet Bulefad.
Hvem følger Dine Veje
til Toner af Skalmeje:
Et Pigebarn, der har det rette
Legesind —
med Øjnene hun smutter,
med søde Ting hun rutter,
og hun er ikke bygget som
en Pegepind!
Aa, vi kan endnu smile,
trods Sorgens mange Mile —
al Verden ligger for os med
sin Herlighed.
Kast Vankelmodets Krykke!
Vi blev jo skabt til Lykke —
se, vi har VIN og SANG, og vi
har KÆRLIGHED!