I gamle fynske Bønder,
i Jeres Sind begynder
min Glæde og min Kraft —
i Jeres Aarer pulsed’
den sunde Bondesaft —
jeg priste tidt de Fædre, jeg har haft.
I Læ af Foraarsskoven
I styred’ sindigt Ploven
langs Hegn med Fugleæg.
Ved Aften svang I Pigen,
mens langsmed Stuens Væg
sad gamle Mænd og lo i deres Skæg.
I kunde madkært gumle!
Den brune, bitre Humle
I tappede fra Fad —
en KARLESLURK af Kruset
til Dagens Sulemad
gør Sjælen mere uforknyt og glad!
I tog Jer milde Koner,
der graaned’ som Matroner
og blev Jer bedste Ven —
som Hest i samme Sele
de gik i trofast Spænd
med Jer, I gode fynske Bondemænd.
Naar DØDEN uindbuden
slog Knokkelslag paa Ruden,
I folded’ Kno ved Kno
og takkede for Sorgen
og for hver Stund I lo —
saa sov I hen i Jeres Barnetro.
Jeg er en Gren paa Stammen,
ud til os allesammen
de stærke Safter flød —
jeg blomstrer, bærer Frugter
med Sommeræblers Lød —
de modnes tungt om Kærnen sort og sød.
Gid Sol og Regn maa blandes,
at det en Gang kan sandes,
min Frugt er stærk og sund.
Gid den maa kunne læske
saa mangen tørstig Mund
og glæde Mennesker i Hjærtets Grund.