Det bliver saa koldt om mit Hjærte,
min Tanke blir kølig og klar.
Verden er blevet saa underlig fjærn,
som saa jeg den gennem et Giar.
Mine Dages og Nætters Sorger
er blevet saa lette og smaa.
De døde, grusomme Dage
tænker jeg roligt paa.
Det volder mig ingen Smerte
at tænke paa dem, der en Gang
favned Din skælvende Ynde —
det er som en tragisk Sang.
Det er som en Sang, jeg hører,
den klinger saa saart og blødt,
den rører mig ikke til Taarer,
thi Du, mit Hjærte, er dødt.
Min Elskede, nu skal jeg aldrig mere
skinsyg saare Din Sjæl.
Jeg knuste den store Slange —
men Slangen knuste min Hæl.
— —
Ak nej, mit Hjærte det lever,
en Fange i Brystets Borg,
det lever og hulker sagte
og volder Dig stadig Sorg.