Der staar et Skelet i min Stue,
det smiler med læbeløs Mund,
jeg griber dets ranglede Hænder:
Du er hverken god eller ond.
Jeg lægger min Haand mod Din Pande,
det føles saa haabløst koldt;
en Jærnstang staar i Din Rygrad,
den gør, at Du ranker Dig stolt.
Du sér, men ænser det ikke,
mine Dages og Nætters Strid.
Du ser mig knytte min Næve,
saa Knoen blir lysende hvid.
Du ser mig bøjes mod Støvet
og længes mod Nattens Blund —
Du ser med bundløse Øjne
og griner med læbeløs Mund.
Du havde dog én Gang et Hjærte,
der jubled mod Dagenes Lys
og bankede levende, trofast,
trods Nætternes dødskolde Gys.
— Bestandig, afmægtigt jeg grunder
paa det, at Du leved en Gang
og aanded som jeg nu aander —
nu ranker Du Dig om en Stang.
Og alle Ting bliver mig fjærne,
medens jeg grublende staar.
Mine Livsens Dage er som en Bog,
en sælsom, jeg læste i Gaar —
jeg følger de snørklede, sorte
Linier og undres tidt —
hvad bar mig igennem Døgnet,
hvorfor har jeg levet og lidt.
Ja, alle Ting bliver mig fjærne,
medens jeg grublende staar.
Dine Livsens Dage er som en Bog,
en sælsom, jeg gransked i Gaar.
Hvad om vi lagde dem begge
i Nat for den Tavses Fod,
den Tavse, der ikke spørger,
om Du var ond eller god.
— — —
Du vækker mig af min Grublen
og kysser min sorgfulde Mund
— den døde Mands Øjne stirrer
med vidløst gabende Bund —.
Vi lever jo, aa, vi lever!
Alt andet blir usselt og smaat,
for Lykken kan gro af Sorgen,
og Ondt kan vendes til Godt.