Det er mig tidt, som kom min Sjæl fra andre Kloder
og gaar paa Jorden, som et Barn, der leder efter Moder.
Og mine Tanker er saa sælsomt verdensfjærne,
som om de hørte hjemme paa en hvid og fremmed Stjærne.
Nu véd jeg, at i Verden hersker Smerten enevældigt,
og vege Skæbner bøjes ubarmhjærtigt uden Lov, tilfældigt.
Din Livstraad saa jeg i det dunkle, dunkle Islæt —.
Hvem træder Kæmpevævens store, tunge Trinbrædt.
Jeg saa Din Skæbnetraad forgrenet efter Livets sære Luner —
Din Barnesjæl forheksed hjærtekolde Mennesker med Runer —
med Runer, som Du dengang ikke mægtede at tyde.
Nu véd Du dem, men nu — nu maa Du lyde.
Min egen Livstraad fulgte jeg i Vævens Islæt —
hvem. træder Kæmpevævens store, tunge Trinbrædt.
Jeg jaged i min Ungdom efter Lykken, aa, men hvilke Steder.
Nu bær jeg paa et Hjærte, som bestandig græder.
Jeg mødte dybest i Din Sjæl de samme Tanker,
Du er som jeg en Fremmed, der paa Jorden vanker.
Lad os da gribe fast hinandens Hænder
og søge Stjærnen, den som vore Barnesjæle kender.
Vi er kun Mennesker, men Skæbnen skal os aldrig bøje.
Giv mig Din Haand, saa gaar vi Tornestien mod det Høje.