Du sidder i den anden Stue,
jeg kan høre Dig le og snakke;
naar jeg bøjer mig frem, kan jeg øjne
i Spejlet Din krusede Nakke.
Jeg ønsker med hver en Fiber,
jeg ønsker døvt og i Blinde,
at min tærnede Dragt med Indhold
var bænket hos Dig derinde.
For jeg længes efter Dit Væsens
yndefulde Pagode,
de dejlige Sølvklokkers Lyd
kan jeg ikke faa af mit Hode.
En løjerlig, lunefuld Skæbne
bød mig længselsfuld vandre
og netop standse ved den Pagode —
der er jo saa mange andre.
Mit Hjærte blev stjaalet fra mig
for flere Uger tilbage;
det laa dog saa vel forvaret
i Taarernes Saltelage.
— Denne klingrende Sølvklokkelyd
har ganske kruset mit Hode! —
Man siger, mit Hjærte gemmes
i denne pæne Pagode.
Det ligger nok midt i et Guldskrin,
det skal ha’ beklaget sig tidt —
jeg vil ind i Pagoden,
for Hjærtet, det er jo mit!