Vi sidder alle om det store Bord.
Og Solen- glider over hvide Karme
og sitrer i mit Vinglas’ skønne Slibning
og i de gyldne Dun paa Dine Arme.
Jeg hører næppe, hvad Din Moder siger,
jeg svarer hen i Vejret — henrykt lænket
til Dig, Dit Smil og Dine sølvgraa Øjne —
og se, paa Dugens Hvidhed har jeg stænket.