I.
Den ufødte:
To levende Fnug
i det evige Rum
mødes i længselsfuld Higen,
sitrer sammen
og bliver ét —
ét levende Kim
omgivet af mildt
og slimet Mørke.
Af Moderkvindens
nærende Blod
dier Kimet
og drømmer dunkle,
sælsomme Drømme
uden Tanker
i sit trange Fængsel
Det næres og gror
langsomt,
og langsomt formes
af sære Safters salige Dirren
Sjælen.
Et saadant Kim er jeg,
og min Sjæl skabtes langsomt
og vokste
som en spæd Flamme —
først uroligt flakkende,
saa lysende roligt,
forventningsfuldt,
næret af døde Slægters
dybe Drømme.
Under min Moders Hjærte
ligger jeg lyttende
til det trofaste Hjærte,
og jeg sukker urolig,
hvergang det hulker bedrøvet,
og jeg ler,
hvergang det klukker af Glæde.
Min Moders Blod
hvisker for mig
om Sol og gylden Maane
og blege Stjærner
over foraarsvaad Jord.
Jeg higer mod Lyset,
mine Lemmer rører sig
og sparker i Mørket,
og jeg grunder paa,
hvad Verden er —
jeg som kun kender
dunkelt Blod
og svalt Mørke.
II.
Barnet:
Som en Plante er jeg,
et grønt og groende Skud,
der svajer for Blæsten
og groer tankeløs,
diende Grøderegnen
og ædende det gule Solskin,
ubekymret om Verdens Sorger,
fyldt af sig selv
og Nuets Drøm.
I min Sjæl er der bare Sol
og Dagens smaa Ting,
men engang
skal jeg rumme Verdener
af Lyst og Smerte,
alle Aarstiderne:
Det bedaarende Foraar,
den hede Sommer,
den kølige Høst
og de afsindige Vinterstorme.
Som et groende Skud er jeg —
det kan udfoldes
til et vældigt Træ,
hvor syngende Fugle vil bygge,
og hvorunder
den mødige Vandrer
vil søge Læ —
eller bliver jeg
et forkrøblet Skud,
skævt og saftløst,
visnende før Tiden
uden at have kendt
Blomstringens Jubel?
Livsaligt er det
at gro og trives
tankeløs som en Plante,
græde og le
den rosenrøde Dag hen
og sove, sove
de blide Nætter
ved Jordens Bryster.
III.
Ynglingen:
Velsignet er Du
mine Dages Vaar!
Mit Blod bruser
som en Hymne til Livet,
Safterne stiger i mig,
sorgløst ler jeg,
naar jeg tænker paa mine Kære.
Skal jeg beskrive den ubeskrivelige?
Hun er ikke ret stor af Vækst,
men rund og saftfuld som et Æble,
ja, om et Sommeræble —.
Hendes Blod er hedt som mit,
hendes Mund er vidunderlig skøn,
og hendes store Haar
gir hendes Øjne en dyb og sælsom Skygge,
der forvirrer mig saligt.
O, Du min Kære!
Hed af Higen
omslynger Du mig
med Dine unge
dunede Arme,
med lukkede Øjne
kysser Du mig,
og se — Dine Øjenlaag
skælver.
Velsignet er Du
mine Dages Vaar!
Hvilken Alder er som Du —
alle Muligheder rummer Du,
urolig og fuld af Anelser og Haab,
og Dit unge Blod
gir Dig blide Tanker.
IV.
Jomfruen:
I Gaar saa jeg Dig,
Dig, jeg altid tænker paa —
Dine dybe Øjne
og Din stærke Mund
har besejret mig.
Aa, ser Du ikke,
jeg er som en moden Frugt —.
De bløde Vinde forkæler den,
Solen smiler til den,
Bladene skærmer den
mod de kolde Regnskyl,
men ingen plukker den.
Ser Du ikke,
jeg er som en moden Frugt
fuld af uendelig Sødme —.
Roligt smilende
gaar Du mig forbi.
Er Du da af Sten?
Mit Blods Brusen bedøver mig,
mine Knæ
blir svage under mig,
naar jeg møder Dig, Du stærke.
Aa, ser Du ikke,
jeg er som en fuldmoden Frugt —.
V.
Manden:
Under den løvrige Lind
jeg sidder ved Husets Dør
med Din Haand i min,
lytter til Træets dybe Sus
og Fuglenes Solskinskvidren.
O, Vaarens leende Lyde!
Jeg mindes
mine unge Dage —
da var jeg fyldt af hed Forventning
og svimlende Uro,
naar Vaaren kom,
og de blæsende Vinde
fyldte Staden
med Duft af Syrener.
Hvergang jeg saa
en fyldig Piges
vuggende Gang
og blanke Øjne,
sang det i mit Sind,
og mit Blod dunkede lystigt.
Umættelig vilde jeg favne
Alverdens Kvinder.
Nu sidder jeg tryg
ved Husets Dør
med Din Haand i min
uden Uro og hed Forventning
opfyldt af frugtbar Fred.
Du smiler og knuger
sagte min Haand —
hos Dig er Hvile,
Veninde,
Du er mig Alverdens Kvinder!
VI.
Kvinden:
Stilfærdige Ord
taler vi sammen
under den løvede Lind.
Salig var Ungdommens Elskov,
saligst er denne Tryghed.
Du griber min Haand
og kysser min Mund —
ikke Ungdommens hidsige Kys,
ikke Ungdommens kaade Kærtegn —
Du kysser stille min Mund.
I Nat laa jeg
glad i Din Arm,
mens Vaarens Regn
suste, suste tyst
i de store Træer —
jeg lukkede mine Øjne
og sov ved Dit stærke Bryst
lullet i Søvn af Dit Hjærtes Slag
og Din Haands nænsomme Kærtegn.
Jeg tror, jeg smiled i Søvne,
jeg tror, jeg hvisked i Søvne
nær ved Dit Øre:
Dig elsker jeg alle Dage!
VII.
De gamle:
Vaklende rokker vi rundt
i det velsignede Solskin
— Se, det er Vaar igen —
mætte af Dage,
trætte af Aar.
Vi er som de gamle Træer,
der staar i de store Haver —.
Orme har gnavet i Stammens Ved,
Solen har brændt deres Bark,
Regnskyl har mørnet dem,
Storme har knækket deres Grene.
Faldefærdige
rokker de vemodigt
i Vaarens Blæst,
der minder dem blidt
om gamle Dage.
Se, alle Livets Aldre
har vi levet —
vi har erfaret
den bristende Vaar
og Sommerens grønne Væld,
Høstens bugnende Frugter
og brogede Løv —
vore Frugter
har vi set bragt i Lade
som fuldgod Høst
og vel forvarede,
eller vi har set dem
spredt i det vaade Græs
ormædte og uduelige.
Nu er vor Kraft borte,
vor Saft er tørret ind,
snart skal vi vende tilbage
til Jorden
den gavmilde, moderlige,
der fostrede os —.
Blide bliver de Nætter,
vi snart skal sove
ved Jordens Bryster!
VIII.
De døde —
Atter grønnes Jorden,
en ny Vaar vandrer
sorgløst over den,
det dirrer underligt
i den muldne Klode —
vi mindes
det urolige Liv.
O, vi har nu fuldbragt
Den store Strid
og gennemløbet
den store Kres.
Alt maa fare
i den store Kres:
Planter, Dyr og Sjæle,
alt levende —
og de snurrende Stjærner
i det evige Rum.
Alt har sin
spæde Vaar
sin Solsommer og Høst
og sin Dødsvinter —
alt maa fare
i den store Kres.
Kun Driften,
den uendelige Higen mod Modning,
er evig.
Ved den blev Kloder dannet
af tumlende Taager,
ved den voksede vore Sjæle
og blev vise.
Men naar Tidens Fylde kommer,
skal snurrende Kloder
med deres dyre Last
af dybe Drømme
smuldre
og falde fra hinanden
i fjærne Stumper
og atter blive tumlende Taager,
og nye Kloder
skal formes og modnes.
Og Sjælen,
der har levet i det lysende Nu,
der rummer Evigheden,
skal svinde
som en skøn Tone,
der engang svulmede vidunderligt,
men langsomt daaner
og slukkes —.
Alt maa fare
i den store Kres.
Dybt i den grønne Jord
hviler vi — salige —
uden Uro og hvileløs Længsel.
Striden er tilende,
og den store Stilhed
er kommet til os —.
Men se, vort Blod og al vor Drøm
groer i nye Slægter!