I.
Her paa disse Fliser,
de blankslidte, glatte,
saa jeg Dig første Gang.
Solen skinnede —
Du smilede,
og jeg smilede.
Det var Vaar i Staden,
og hvide Pudderskyder
gled over den blege Himmel.
Jeg talte til Dig,
Du svarede mig,
og vi smilede
og aftalte Møde
næste Aften.
Næste Aften regnede det
— O danske Klima —
og Vinden var iskold,
og Perlemorshimlen
var skjult af skidne Skyer.
I Regn og Kulde
ventede jeg
forgæves.
Jeg lo — anstrængt —
ad mig selv,
der havde staaet dèr
til Nar
for en lille Pige,
hug i Fliserne
med min sølvbeslagne Stok
og gik mismodig hjem.
II.
Jeg gaar henad Strøget —
det er midt paa Dagen,
og Menneskevrimlen
glider omkring mig
i Solskinnet —
en Strøm af glade Fisk:
Fine Smaafisk med blanke Øjne,
slanke Smaafisk
vrikkende med Halen,
store Flyndere
og endnu større Torsk,
lapsede Hundestejler
og hist og her en fed Krabbe.
Dèr midt i Strømmen
møder jeg Dig
— Du min Guldfisk —
jeg hilser,
men Du kender mig ikke,
Du kender mig ikke —.
Jeg tænder mig en frisk Cigaret —
sukkende og dampende
svømmer jeg videre
mellem glade Smaafisk
og de andre Flyndere.
III.
Spil dæmpet, Musikanter —
dét er sket, som jeg aldrig
havde ventet —.
Spil en gammel, kaad Vals,
men dæmpet, Musikanter!
Du sidder ved min Side
i den menneskefyldte Kafé,
paa den hvide Dug foran os
staar rart Smørrebrød
og brunsort Øl —
vi spiser og ler.
Jeg tænder min Cigar,
de milde, drømmende Taager
bølger under Loftet —
Musikanterne spiller
en vuggende Vals.
Aa, du kære lille Pige —
jeg svimler saligt,
naar Du vender Dig imod mig,
og Din Mund er nærved min,
og Dit Haar strejfer mit Ansigt
— mens Valsen klinger fjærnt og bedaarende —
Aa, Du blonde lille Pige
jeg er saa glad ved Dig!
IV.
Ja, den Aften
vil jeg mindes
alle mine Dage —
det skumrede
og blev dunkelt i Stuen.
Jeg ser Dig endnu for mig
i Tusmørket
med halvtaabne Øjne —
Dit svære Haar
er en brusende Glorie om Dit Hoved.
Dine Hænder knuger mine,
Din Mund er rig paa Kys,
Dit Legeme er en Blomstergaard,
hvor der er sødt at hvile —
Dine Arme er hvide Birke,
og Dine Bryster
er Æbletræer i Blomst.
Ja, det var i Tusmørket,
og Dit Legeme var en Blomsterhave,
og jeg hvilede dér,
og al Verden blev mig fjærn,
og en Time blev mig som tusind Aar.
V.
Fra Telefontragtens dirrende Bund
talte Din unge Stemme
fremmedt og ligegyldigt —
Du lovede dog at møde mig
næste Aften,
men Din Stemme lød træt
og som om det var en Naadessag.
Ak, skal det nu være forbi
i den tidlige Vaar —.
Se Solen skinner blideligt,
Træerne kror sig af Saft
og knoppes,
alt er lyst
og al Ting ler.
Alt var ogsaa lyst for mig,
og hvergang jeg havde Stunder,
tænkte jeg paa Dig,
og mit Hjærte
blev stort af Længsel,
og andre Kvinder
var mig ligegyldige,
og deres Stemmer
var som klirrende Bjældespil
mod Din kaade, unge Stemme,
og deres Haarfylde var mig som Uld og Hør
mod Din duftende Manke,
og ingen havde en Mund
som Din.
Naar jeg vaagnede om Morgenen,
var jeg glad og vidste ikke hvorfor,
før jeg opdagede, det var fordi
Du fyldte mit Sind —.
Naar jeg gik tilhvile om Aftenen,
var mine Hænder aabne —
de ventede Dig.
Se, nu er det Vaar,
og al Ting ler
og alt er lyst,
og alt kunde være saa godt —.
Ak, fra Telefontragtens dirrende Bund
lød Din Stemme
ligegyldigt og træt.
VI.
I Aftes gik jeg paa Gaden,
den lange regnvaade Gade,
da saa jeg Dig og Din Veninde
— den lange, som jeg mistænker
for at gøre sit til
at drage Dig fra mig —.
Hun har vel ingen fortiden,
der trolig trasker ud med hende
Aften efter Aften
og fodrer hende rundeligt
og begejstret kysser hende
paa Hjemturen.
Nej, hun har vel mange,
en ny hver Aften —-
nye Hoder, nye Overskæg,
en ny Facon Næser
hver evige Aften —.
Hurra for en ny Næse
hver Aften!
O, Du lange
— forresten kønne — Pige
er det Dig, der overtaler min Kære
til natlige Eventyr —
jeg har jo selv mødt jer
i den store By’s
natlige Gader —
to kaade
og kælne Katte.
I Aftes saa jeg jer
med to sprælske Gentlemen
(som jeg begge kender lidt til)
da frøs mit Hjærte
og blev en tung Klump,
og mit Blod isnede —.
Men jeg hilste
venligt
og gik behersket videre
rolig og behersket ja —
thi mit Hjærte var frosset
til en tung Klump,
og Blodet var stivnet i mig.
VII.
Ak, jeg som troede,
Du havde en Sjæl —.
Med bankende Hjærte
kom jeg Dig imøde,
naar Dagen hældede,
længselsfuld
efter en forstaaende Pigesjæl.
Ak, er Din Sjæl kun
Din dejlige Mund
og Dit duftende Haar
og den løndomsfulde Sødme
i Dit Legems fine Former —.
En forstaaende Pigesjæl
søgte jeg,
glad skulde hun
komme mig imøde
og byde mig
sin røde Mund
til Velkomst.
En varmblodig Pige
fandt jeg,
der rolig kom mig imøde
og vellystig velskabt
bød mig
sin sugende Mund
og saa paa mig
med bundløse Øjne.
Aa, de bundløse Øjne —
men én Gang mindes jeg,
en skumrende Aften,
da vendte Du Dit Blik
fugtigt, blødt
imod mig,
men jeg —
jeg saa til den anden Side,
jeg turde jo ikke tro,
hvad Dit Blik fortalte.
VIII.
De gamle Træer,
hvorunder vi mødtes
hine Timer,
gaar jeg nu hurtigt forbi —.
Du var som et Strængespil,
der tonede en Stund,
nu er dets Melodi døet hen
og bortvejret og borte.
Over mig suser
Sommerens rige Væld,
Luften er bleg og blid
efter Dagens Regn,
mit Sind er let,
og min Fod træder fast.
Den Smule Smerte,
Du voldte mig,
er glemt og tilgivet;
Sommerens frodige Græs
gror over Graven, der huser
min lille erotiske Abort.
Nye Tanker fylder mig —
Kvinder er mig fjærne,
mit Blod banker roligt,
og mit Hjærte er igen
den gamle trofaste Pumpe.
Jeg gaar hurtigt forbi
de gamle Træer —
Dig mindes jeg
som et Strængespil,
der tonede en Tid
i mit Øre,
nu er dets Melodi
døet hen
og blevet borte.