Jeg gik saa tit indunder
Æbletræets Grene
henover Gaardens flade
og blankslidte Stene
indad den skæve Dør
til Særlingens Stue,
der frembød et sælsomt
og sørgeligt Skue:
Smaa og skidne Ruder
holdt Solens Straaler ude
hullede og stoppede
med Laser og med Klude.
Gamle faldefærdige
og værkbrudne Stole,
og paa en muggen Halmseng
halvfuld gamle Ole.
Gamle Ole byder mig
gæstfri af sin Lærke,
finder frem Cigarer
af fineste Mærke,
snakker op og sludrer
om Folk og Fæ og Været
og alting, hvad der sker
i Byen omkring Kæret.
De vandblaa Øjne stirrer
sløve ud i Luften,
hans Næsebor indaande
begærligt Fuselduften —.
Jeg ser i Dine gamle
Øjne — matte, sløve —
en Sorg, som Du forgæves
med Brændevin vil døve.
Jeg ser Dig paa Din usle
Seng, naar Natten kommer,
drukken og ombruset
af Rusens gyldne Sommer.
I blide Fuseldrømme
famler som iblinde
Dine stakkels Hænder
forgæves efter hende —.
Hende som Du elsked
i Dine unge Dage —
som døde, men bestandig
i Drømmen kom tilbage —
døde, men i Drømmen
lever de, der døde,
og træder frem med smilende
Mund og Kinder røde
og ler med glade Stemmer —
og glemt er Dagens stygge
virkelige Syner
og Livets onde Skygge.