De høje Vinduer var dækket til
med Purpurlag,
og Aftenskumring var det — selv
ved højlys Dag;
og fjærnt, bag tunge Forhæng, fjærnt
lød Stadens Brag.
Hvem kryber dér i Mørket om
paa nøgne Knæ —
som Støvets usselige Orm,
som Kryb og Kræ —
og dunker Panden haardt til Blods
mod Cedertræ.
Hvor er Din Herskerpandes gyldne Ring,
paa Puder bragt —.
Du strø’de Aske i Dit Haar
og rev Din Dragt —
saalidet, David, ænsed Du
en Konges Pragt.
Bag svulne Øjelaage svider Graad
som Salt, som Ild.
»Hvordan kan den dog blive grum,
der helst var mild —
jeg skulde ledet Hjordens Fod,
selv for jeg vild.
O Herre, tag den gustne Skygge bort
fra Tronens Krog —
jeg hører, hvor jeg staar og gaar
dens Dødningsprog:
Sig, David, kender Du igen
den Mand Du vog —.
Og Skyggen staar, hvor Batseba en Gang
med Smil har traadt —
hvad famler mine Hænder i
— det klæber vaadt.
Urias, mit eget Blod —
gør det Dig godt —.«
Igennem Salens Skumring skreg han højt
af Smærte bidt.
Drabanten standsede med et
de tunge Skridt
og lytted paa de røde Sten
af Fodtrin slidt.
— — —
Dit Sind, Kong David, led alt hvad et Sind
kan lide.
Men da det paa den sjette Dag
var Aftentide,
slog Kongen Purpurtæpperne
til Side.
»I Sorgens trange Kløfter var forlængst
jeg hjemme,
min Haand er mat, min Fod er tung,
ru af Graad min Stemme.
O Herre, giv Din Tjener Lov
at glemme«.