Hendes Røst var Fugles Klagen
skræmt af Nattestormens Bragen,
naar det graaner imod Dagen.
— — Judith hulked i Dit Telt,
Holofernes — Drabsmand, Helt.
Denne salveglatte Enke
pønsede paa List og Rænke,
tænkte rigtigt: Hvem vil krænke
svage Kvinders smukke Hals
ydmygt rakt til Fals.
Hendes Gang var Palmeblades
tyste Svajen ved »De Glades
Væld«, hvor store Trapper bades
blidt i Aftensolens Brand
af det lunkne Vand.
Hjærtet hamred i Din Side
mere hedt end paa de Tide,
da Du grumt med Buk og Blide
stormede Petipota
og Ekbatana.
Du fik Medynk med den svage,
svor ved Spydets haarde Stage,
at hun skulde alle Dage
læske Dig som Foraarsregn
i en stenet Egn.
Men i disse Kvindeklæder
uden Bolt og Fangekæder
gemte sig en Hjærteæder,
Snog og Basilisk —.
Holofernes, hvorfor greb Du ej Din Pisk.
— — —
— — —
Mægtigt drak Du, Holofernes
— Bægret fyldtes ved en Ternes
Omhu — som en tør Cisternes
Grusbund drikker Foraarsregnen —
salig drukken grønnes Egnen.
Vin fra fyldte Halse sprøjter,
Mavedans af lade Tøjter,
mens fra lange, lyse Fløjter
drypper Sølvmusik. — —
— Hvorfor smisked Gæsterne i Skægget, da de gik?
Holofernes tungt sig vælted,
løsned Brynjen, slængte Bæltet.
Alle gik de ud af Teltet
uden én —
én af hvem Du mindst af alle vented Men.
Dette mørke Tyrehoved,
som Du tidt i Kampen voved,
mistede Du, tungt hensovet
i Dit eget Telt
Drabsmand, barske Helt.
Thi den Haand, der skulde klappet
ømt Din Hud og blidt den nappet,
mens Din Mund for Kys blev tappet,
drog — besat med Ringe —
Høvidsmandens Klinge.
Aa, det gøs en lille Smule
over Judiths gyldengule
Hud, der var som Hestens Mule,
medens Munden smilte grum,
da Din Strube gabte — stum.