Det skumrer langsomt i den rige Stue —
fjærnt ringer Bronceklokker i »Vor Frue«,
og røde Aftenskyer tungt sig taarne
af Solnedgangens Kobberstøtter baarne.
Den Syge rejser sig fra Silkepuden
og ser mod Æbletræets Gren bag Ruden,
som Aftenbygens store Draaber vasker —
den blomsterfyldte Gren mod Ruden basker.
De magre Fingre famle svagt om Koppen —
med Møje holder han sig fast i Stroppen.
Og grønne Flaskers syrlige Essenser
har fyldt det lumre Rum til sidste Grænser.
Hans Hoved segner tungt mod Silkepuden —
hvad rager ham den nye Vaar bag Ruden
og Aftenbygens Stænk fra vaade Pile —
han længes bare efter helt at hvile.
Aa, slippe Livet helt af sine Hænder —
den Mund, der én Gang bed med stærke Tænder,
nu mimrer den med sine sunkne Gummer
en sidste Ed, der med et Gisp forstummer.
Blidt kalder Bronceklokker i »Vor Frue«,
og dybere biir Mørket i hans Stue.
Med Maanesølv er Himlens Blaa forseglet,
det funkler sælsomt i Rococospejlet.
Da aabner han de store, trætte Øjne —
det var som blev hans Kind af Hænder strøgne —
hvor kom den fra den svage, friske Brise,
der bringer Feberhjærnen kølig Lise.
Sin Albu støtter han mod Hovedpuden —
thi se — i dette Skær fra Maaneruden
et Kvindehovede med Ørenlokker
— fra yndig Øreflip de gyldent rokker.
Og Kvinden stiger op af Maanens Vande
og kysser tyst og ømt hans Kind og Pande
— som Sommerregn i Hundedages Tørke,
som Rosers Duft i øde Stuers Mørke.
»Alverdens Kvinder gav Du Graad og Smærte,
jeg var den eneste, der saa Dit Hjærte.
Nu skumrer det, og Stjærneduggen falder,
Don Juan, det bliver Nat — og Mørket kalder—.«
Det gamle Sølvurs Toner spinkelt klingre —
i Mørket spiler han de stive Fingre,
et henrykt Smil sig breder om hans Læbe,
saa synker mod hans Bryst den slappe Kæbe.
Den tørre Strubes rustne Lyd forstummer —
i vidløs Latter gaber Grevens Gummer,
og Fluer kravle paa de sprukne Læber,
hvis Skum om deres Stankelben sig klæber.
— Der er saa stille nu i Dødens Stue,
thi alle Klokker tie i »Vor Frue«.