En rødkjolet Rytter
ad Vejene red,
saa Skimlen var skummende
vaad af Sved
— en høstlig Aften,
da Solen gik ned.
Fra Pelshuen dingled
to knækkede Fjer,
Kjolen var blodsmurt
og stænket med Ler.
Han kom fra Bataillen
og søgte Kvarter.
Bladene svirred
fra svajende Gren.
Aftenens Brise
var kold og ren.
Han strakte i Bøjlen
de mødige Ben —
letted sin blankslidte
Lædergump,
snoede Barten
og fløjted en Stump
af en Ryttersang
grebet paa Slump.
Og Maanen stod op
saa gul og saa bleg.
Det rumlede fjærnt
paa den skumrende Vej,
hvor Bladene drev
deres hvislende Leg.
Der kom en Karosse
af Skumringen frem
med Knagen og Knirken
af Guldkassens Rem.
De kulsorte Heste
længtes nok hjem.
Paa Bukken sad Kusken
i graat Liberi.
Bag fintslebne Ruder
et silkegult Hi —
det duftede sødt,
da den rokked forbi.
Men Rytteren vendte
sit skummende Dyr
og stirred mod Vognen
bag Vejstøvets Sky’r —
hans Hjærte længtes
mod Æventyr.
Han saa dem, da Vognen
skramled forbi:
to smilende Øjne,
der ægged til Krig
som en hidsig og lystig
Fiol—Melodi.
Han sporede Skimlen
og naa’de i Hast
Karossen, der bar paa
sin dejlige Last:
en Tøs, der var glat
som mat Alabast.
Han samled sin Hest
med et strammende Ryk,
den fnyste og prusted
med Nap og med Nyk,
mens han sad som støbt
til dens svajede Ryg —
og raabte: »Min Skønne,
hvordan er det fat,
saa sart en Skønhed,
saa sjælden en Skat
paa den øde Vej
i den ensomme Nat.
Forlad mig, jeg er kun
en menig Husar;
mit Hjærte, min Pallask
er alt, hvad jeg har —
men begge er Eders —.«
Han fik intet Svar.
Det lo kun sagte
i Vognkassens Skjul
— kvidrende ømt
som en Morgenfugl,
naar Himlen i Øst
bliver gyldengul.
Og alt det han raabte
den røde Husar,
kun Vognens gnistrende
Skramlen var Svar.
Vildere, vildere
Farten bar.
De kulsorte Heste
fnyste og sprang
lænkede fast
til den vippende Stang.
Karossen kørte,
saa Hjulene sang.
Og Skyggerne sortned
og Natten faldt.
Hestene løb
som om Livet det gjaldt
Da skreg Husaren:
»Min Hest er halt! —«
Tørred sin solbrændte
Pande for Sved,
drog sin Pallask
og svovled en Ed,
da han prikkede Kusken
af Bukken ned.
Da skreg det i Mørket
fælt og vildt
som en Synder, der havde
sin Sjæl forspildt,
mens Høstmaanen lyste
saa gult og saa mildt.
Hestene stejled,
saa Skaglerne brast.
Karossen standsed
som naglet fast
paa den øde Vej
med sin dyre Last.
Husaren sprang af,
rev Vogndøren op —
hans Hjærte dunked
med haarde Hop —
som sydende Luer
brændte hans Krop.
Da sank han i Knæ
med et bange Vræl.
Rædselen frøs
hans forhærdede Sjæl,
saa han skjalv fra Isse
til sporesmykt Hæl. —
En Dødning grined
bag Sølvslørets Net —
Øjet var halvvejs
af Orme ædt —
paa Kinden sad størknende
Blod, der var grædt.
— — — —
— — — —
De fandt ham ved Gry
bag en Hybenhæk,
hans Næve laa slapt
i den kølige Bæk —
hans Øjne stod glasagtigt
stivned’ i Skræk —.