Endskjøndt mit Øre synes lukt
For Dine stille Bønner,
De sætte dog i Hjertet Frugt,
Og Tiden kommer, hvor jeg smukt
Din Trofasthed belønner.
Ja, Tiden kommer, hvor Din Nød
Faaer let og snarligt Ende;
Jeg gjemmer, dulgt i Bægrets Skjød,
Vor Elskovs Honning, fiin og sød,
Og — der er nok til Tvende.