Dig holder jeg af, du gamle Tjørn,
der staar ved Vejen saa ene
og skygger over de legende Børn
med din Krones knudrede Grene.
Du blomstrer ikke, — din Sommerdragt
har Stormen og Tiden jo ødelagt.
Og saadan gaar det: vi ældes,
og saa kommer en Dag, da vi fældes.
Men er det kun lidt, vi Gamle formaar,
vi To — vi har nu den Lykke,
at de, hvem Stormen har været haard,
de giver den bredeste Skygge,
og den, som rankest ad Vejen gaar,
naar Regnen pisker, han nok forstaar,
at den, der er gammel og kroget,
kan stundom dog bruges til Noget.